Lyset

Nu sker der mange fremskridt i min førlighed. Igennem den sidste uge har der været mange første gang.

1. set åbne vidder og hele himlen rundt omkring mig
2. gået rundt uden krykker i mit køkken
3. været ude af huset til fødselsdag
4. lavet middag til familien
5. siddet ned og spist
6. været inde i en butik

Men som min fysioterapeut siger: det er ikke gratis for kroppen at ligge i en skinne som træstamme i 8 uger.
Det koster! Mit knæ blev stift, ledbånd og sener forkortet. Det gør godt nok ondt at få bøjet knæet igen.
Det vil tage lang tid inden min krop har accepteret allograften og det skadet væv er helet.

Jeg har fået udleveret mange forskellige "puder" for at kunne komme til at sidde ned.
Det er stadig besværligt at sidde ned og altid kun i begrænset tid, og behageligt er det bestemt ikke.
Smerterne er de samme som hidtil som et stort åbent sår på baglåret, der mudrer, svier og niver, sædeknoglen gør ondt som efter en lang cykeltur. Smerterne er der hele tiden. Jeg kan ikke vide om
det er sådan det skal være, ingen ved det.

Jeg træner hver dag og det er rart at yde en aktiv indsats for at kunne blive bedre igen

Vilkårene er her efter 10 uger:
Jeg kan ikke sidde ned normalt, ikke bukke mig ned eller bøje mit knæ og hofte normalt.
Kan ikke sidde på et almindeligt toilet og behøver støtte for at kunne gå.

Men der er lys forude.

Slutningen af 9. uge

Nu sker der fremskridt:

1. Er kommet ind i en bil på forsædet og blevet kørt ned til vandet og igennem skoven.
2. Er nået ned til butikkerne der ligger ca. 2oo meter fra vor bolig, det tog en time.
3. Kan nu bade hver dag, og behøver ikke hjemmehjælp mere.
4. Er ude af boligen hver dag enten på en gåtur eller køretur.
5. Jeg kan sidde på specialpude med puder i ryggen i ca, 15 min., dette dog med smerter sv.t. sædeknoglen.

Genoptræning sker fortsat x 2 ugentligt hos fysioterapien. Træner hver dag herhjemme efter de instrukser
jeg får fra Bispebjerg Hospital. Mit knæ er godt nok blevet stift og mit baglår smerter konstant.
Træner liggende og stående, skal have hjælp til at løfte mit ben for at kunne bøje i hoften. Går med krykkestokke men jeg kan dog gå nogen skridt uden.

Men mere let om hjertet er jeg nu. Dagene er fortsat lange men bare det at jeg kan komme ud af huset
er en lettelse. Er dog fortsat afhængig af at nogen hjælper med dette. Men jeg er glad for at til min daglig pleje behøver jeg ikke at spørge om hjælp mere.

Genoptræning

Her slutningen af 9. uge er der focus på at kunne få min førlighed igen. Er på Bispebjerg hospital 2 gange om ugen og få nye instrukser.

Jeg forsøger at træne med at sidde ned hver dag i en stol med armlænd, en skråpude på sædet og 2 store faste puder i ryggen. Det er ikke nemt og gør ondt på siddeknoglen og ballen.
Endvidere træner jeg i at bøje mit knæ når jeg ligger ned. Jeg kan ikke bøje 90 grader men ca. halvejs er jeg nu. Jeg ligger på maven og bøjer mit ben bagud - der er jeg tæt på 90 grader. Står også op og trækker benet frem, ud til siden og bagud.

Jeg går hver dag ned af trappen og forsøger med normal gang at gå en strækning, lidt længere hver dag ca. 100 meter nu tror jeg.

Jeg kan nu med besvær ligge på begge sider i sengen og kan også komme rundt på maven.

Smerter er der hele tiden hver dag. Men jeg behøver ikke smertestillende. Det bider, niver og trækker i musklen, og jeg føler en pressen i hele låret.

Nu ser jeg frem til at kunne sidde i en bil så jeg kan komme ned og se vandet og til at kunne benytte
og sidde normalt på et toilet.

8 uger - skinne fri

Så kom den længe ventede dag, hvor min skinne skulle af. Igen var det med liggende transport til Bispebjerg Fysioterapi. Kunne selv komme ned af trapperne det er da en lettelse ikke at skulle bæres på en båre.
Var nervøs for dårligt nyt inden ankomst til Bispebjerg.

Fysioterapeuten fjernede skinnen og jeg blev instrueret i øvelser til genoptræning af mit ben. Derefter
gik jeg lidt rundt i lokalet en del lettere uden skinne og dejligt at være fri for skinnen.
Liggende transport hjem igen. Jeg skulle kunne sidde med skråpude men det er svært og gør ondt. Kunne ikke få noget på skrift omkring genoptrænings øvelser da dette ikke eksisterer til min operation. Godt min mand var med, der har en fotografisk hjerne.

Så fik jeg mit første dejlige lange brusebad i 8 uger, fik almindeligt tøj på og duftede godt.

Min førlighed er dog den samme, og jeg kan fortsat ikke komme ind i en bil. Er fortsat nødt til at blive i min bolig og kan ikke komme ud. Py ha det er et langt langt forløb.
Overraskende er det hvor lidt jeg vidste inden operationen, hvor det for mig drejede sig om jeg skulle tage imod operation eller ikke. Efterforløbet har været langt værre og jeg er omringet af uvished.

For 4 uger siden troede jeg at jeg ville kunne komme ud og spise en frokost, når skinnen var af.
For 2 uger siden vidste jeg godt at det kunne jeg ikke, men troede så jeg i det mindste ville kunne blive kørt i en bil ned til vandet. For 2 dage siden vidste jeg at det kunne jeg ikke, så brusebad og det at kunne bruge toilet forhøjeren efter 8 uger var ugens bonus. Og selvfølgelig at være skinne fri.

Slutningen af 7. uge

Om 4 dage skal min hofte skinne af. Glæder mig til ikke at skulle have den siddende omkring livet mere.
Jeg ved dog ikke hvad jeg kan forvente mig efterfølgende. Skal til fysioterapien der skal se i hvilken funktion jeg er i, og som jeg forstår udfra dette lægge et videre program.

Det er det mest udfordrende aldrig at vide hvad jeg kan forvente eller hvad fremtiden måske bringer.
Jeg kan kun håbe at det hele vil ende godt og tænkte at dette er mit "annus horribilis".

Jeg vil beskrive mine smerter hvis andre skulle opleve samme, så dette er ikke for at beklage mig.
Du føler en stikkende, bidende og nivende smerte sv. t. hasemusklen og omkring sædeknoglen.
Nogle gange er det den brændende smerte der er dominerende i hele min balde. Det er oftest når jeg
ligger ned. Jeg behøver ikke at spise smertestillende da smerterne ofte kun er af kortere varighed.

Jeg glæder mig fortsat over alle mine søde kollegaer og mine søde venner der forsøder mit liv på alle mulige
måder, jeg føler mig heldig og værdsat over den opbakning og omsorg jeg får.

Jeg glæder mig over min familie der stadig forsøger at yde deres bedste i denne absolut besværlige tid
ikke kun for mig men også for dem. Vort familieliv er ikke det samme, det hele drejer sig om mig.
Familien kan heller ikke leve livet som de plejer herhjemme. Intet er som det plejer. Familien savner også at
vi kommer tilbage til normale tilstande igen.