Begge ben på jorden

Så lykkes det her i 6. uge at stå med begge ben på jorden. Det er nu det sikreste og utroligt dejligt at kunne være oprejst og ikke stå og gynge. Fantastisk at der ikke var smerter når jeg støttede med benet.

Det kom der så senere. En brændende smerte så jeg ikke kunne sove en hel nat. Talte både med den vagthavende ortopædkirurg på Bispebjerg hospital samt fysioterapien. Kunne læse på nettet at brændende smerte var nervesmerter. Det var dog lokalt i min balle og strålede ikke ned i mit ben. Jeg skulle fortsætte med at bruge mit ben til smertegrænsen. Det har jeg så gjort hele denne uge.

Det var mærkeligt at ligge på sengen og fysioterapeuten bad mig bøje mit venstre knæ. Det kunne jeg
ikke. Min hjerne kunne ikke huske bevægelsen. Med hjælp kunne jeg dog kort efter bøje lidt i knæet.
Jeg skal træne denne bevægelse plus trække benet op bagud. Det har jeg svært ved.

Den 2. store ting var at jeg for første gang i 6 1/2 uge kom ud af mit hjem og var udenfor på gaden.
Det lykkes at få mig ned af trapperne og komme ud. Fantastisk selv at kunne komme ned af trapperne
selvfølgelig med støtte fra min mand.  Så nu har jeg 2. gange været på "gaden" i 30 graders varme.
Py ha det er varmt med skinnen der næsten "koger" omkring om livet.

Men nedtællingen er begyndt om 10 dage skal jeg have skinnen af. Uh glæder mig til at kunne komme i
bad og måske igen at kunne benytte et toilet.

Slutningen af 5. uge

Når du ikke kan klare dig selv og andre skal hjælpe dig er det nødvendigt at glemme de ting, der normalt betyder noget for dig. Hvis du godt kan lide at have orden omkring dig, og at have blomster stående rundt omkring skal alt dette glemmes. Det skal ned i en boks der ikke betyder noget.
Du må så glæde dig over alt det som er godt omkring dig. Så jeg glæder mig over at min familie er raske og jeg glæder mig over at jeg vil blive bedre og at jeg ikke er syg. Jeg glæder mig over at have fået hjemme besøg af min zoneterapeut 2 gange, og her 2. gang føltes mit ben mindre smerteforpint. Jeg vil glæde mig til selv at kunne bestemme hvornår jeg kan stå op og gå i bad, og ikke være afhængig af andres hjælp.

Men tiden i slutningen af 5. uge er sådan:

Jeg kan ikke gøre alle de ting der normalt glæder mig. Komme ud i naturen, lave dejlig mad og hygge
med familien, løbe eller cykle en tur i det dejlige vejr,dyrke combat, komme på ferie, besøge gode venner,
gå på arbejde, hygge rundt i byen og opleve ferie stemningen her i sommeren. Jeg kan ikke komme ned til stranden eller ud i skoven. Jeg kan ikke stå op tidligt som jeg plejer før resten af familien, hygge rundt lave morgenmad og læse avis. Gå i svømmehallen. Jeg kan ikke gå rundt og ordne mit hjem så her ser hyggeligt ud. Jeg kan ikke sætte mig ned og nyde sommeren.

Jeg kan læse, se fjernsyn og stå samt ligge ned. Jeg hopper stadig rundt på et ben med et stativ og er ved
at tude når jeg skal op om morgenen, da jeg næsten ikke har kræfter til dette mere. Det er hårdt hele tiden at skulle spørge om nogen fx. vil  hænge et håndklæde op, hente avisen i postkassen, flytte en ledning, bord eller stol så jeg kan komme forbi, eller lægge hynderne på plads i sofaen så jeg kan lægge ned der, eller hjælpe med tøjet, trusserne osv. Jeg kan ikke komme ud af min bolig.
Det er godt nok svært at se lyset forude.

Jeg har fortsat smerter i ben. Talte med fysioterapeuten på Bispebjerg Hospital der mente jeg skulle kontakte lægerne på Bispebjerg. Ringede dertil men alle er på ferie. Blev opfordret til at skrive en mail dertil, som kunne videregives til de 2 læger der var tilstede i denne uge. Har dog ikke hørt fra dem. Men tænker også hvad kan de gøre? Ville blot høre om smerten var forventelig også efter 5 uger. Der står i min journal at jeg må støtte på mit venstre ben efter 6 uger, så det kan jo være det af hjælper den konstante hævelse af mit ben. Der er nu 2 uger og 2 dage til at jeg må komme ud af min skinne. Men jeg har svært ved at se hvad fremtiden så bliver. Så skal jeg gå rundt med krykker og i hvor lang tid? Skal vel lære at sidde og gå igen, men hvor lang tider tager det? Jeg forventede at være retur på arbejde efter 3 måneder, men fysioterapeuten oplyser at det ikke er sikkert jeg vil kunne sidde ned i længere tid af gangen. Jeg ved ingenting og ved ikke hvad jeg kan forvente. Så ja det er svært at se lyset forude.

Afhængighed

At være fysisk afhængig af andre hele dagen er godt nok ikke sjovt. Jeg kan slet ikke klare min hverdag alene.Der er nu snart gået 5 uger men min dagligdag har ikke ændret sig. Mine fysiske muligheder er ikke blevet bedre og jeg hopper stadig rundt på et ben med mit stativ. Ligger kun ned og prøver at få tiden til at gå indenfor disse rammer. Har ikke været udenfor i 5 uger blot blevet luftet på min altan.

Min familie har travlt med at passe mig. Min mand er "hjemmehjælp, hjemmesygeplejerske, frisør,
kok, vaskekone" og jeg bliver passet, pudset og plejet. Jeg får dejlig mad hver dag og min mand
holder mit humør oppe.

Jeg glæder mig utroligt meget til at kunne komme i bad selv og vaske hår. Til at kunne se ordentlig ud en
hel dag - uden at have liggehår. Glæder mig til at have normalt tøj på og gå rundt helt normalt. Til at kunne sidde ned og nyde en middag i lang tid. Ikke mindst glæder jeg mig til at kunne komme ud igen. Men jeg har ingen tidshorisont andet end jeg forventer at komme ud af min skinne om 3 uger.

Som enebarn er du vant til at være alene, og jeg har absolut ikke problemer med at være i mit eget selskab. Har altid tusind ting jeg kan lave. Men når du ikke kan lave noget er tiden meget lang og så ved du at:

Vi er ikke noget i os selv, vi er også psykisk afhængige af hinanden og er kun noget i kraft af andre mennesker, det er vigtig at du har et liv med andre. Livet med andre mennesker er også afgørende for hvem du bliver til, vi kan jo både åbne og begrænse hinanden. Det drejer sig om at være sammen med andre mennesker som gør det muligt at blive det bedste du er og få det bedste frem i dig.

Snøft

Når jeg står op om morgenen behøver jeg hjælp til personlig toilette, kan ikke vaske mine ben, mit hår, min ryg, mine fødder. Får nu kun hjemme hjælp til dette hver anden dag. Jeg kan ikke selv hente kaffe fra vor kaffemaskine, kan ikke tage havregryn frem da jeg ikke kan nå dette. Ved frokost tid kan jeg ikke nå rugbrødet. Når jeg gerne vil ud på altanen står der stole i vejen eller jeg kan ikke åbne døren, når blomster krukken er blevet skubbet. Jeg kan ikke finde fjernsyns betjeningen, som er blevet brugt dagen før af resten af familien. Jeg kan ikke hente avisen i postkassen, som jeg jo ellers nu har hele dagen til at læse.
Jeg kan ikke tage et glas vand med ind i stuen eller en kop kaffe. Jeg kan ikke sidde ved computeren og ordne diverse ting. Når jeg har mit toilette besøg er det ikke altid det er lige vellykket under de muligheder jeg har. Så der kræves en del vask efterfølgende.

Når jeg vågner om morgenen har jeg ondt i ryggen, ondt i hovedet og mit ben er meget hævet. Det gør så ondt i mine håndflader pga. at jeg støtter mig på mit stativ. Hård hud er ved at komme frem men der er ikke nok endnu.

Så ja jeg kniber en tåre. Det er svært at være afhængig af andres hjælp og ikke kunne noget. Svært at bare vente og lave ingenting. Bange for fremtiden at det hele nu går godt, og at det var den rigtige beslutning jeg tog. Så ja jeg har tude dage.

Accept

I morgen er der gået 4 uger - forventer at få min skinne af efter i alt 8 uger.

Udfordringerne har fundet en løbevej i mit meget lille univers. Universet er begrænset til min bolig hvor jeg
har 3 liggende pladser at ligge på. Hopper fortsat rundt med mit stativ og hviler når mit højre ben er for hævet, eller det raske ben ikke orker mere. Men familie og bolig tilpasser sig langsomt min nye
tilstand.

Tiden går meget langsomt, der er masser af tid til fordybelse. Tiden som normalt flyver afsted.
En uge i ens arbejdsliv ligger du dårligt nok mærke til for slet ikke at tale om de længe ventede
weekender.Men jeg begynder langsomt at acceptere at vente på hjælp, at vente og ikke lave noget
men blot være tilstede.

Dejligt berigende er besøg fra kollegaer og venner, dejligt med tid til nærvær og nyheder
fra det pulserende liv. Dejligt når jeg næsten "glemmer" at jeg har skinnen på.

Er begyndt at drømme at jeg igen går ned af trapperne og kommer ud.

Sundhedsvæsenet i kasser

Kasse 1:

Det er besværligt for mig at komme til fysioterapien på Bispebjerg Hospital. Der skal benyttes en ambulance med 2-4 reddere, scop bræt og jeg skal bæres op og ned af trapperne. Jeg skal kun tilbringe ca. 30 min. på hospitalet for at regulere min skinne. Som udgangspunkt tager fysioterapien ikke på hjemmebesøg.
Heldigvis var Bispebjerg Hospital igen meget imødekomne efter at jeg skrev en mail til afdelingsledelsen med forslag om at jeg fik hjemmebesøg. Så denne kasse kunne godt få en ny facon og fysioterapeuten må komme hjem til mig i stedet for.

Kasse 2:

Jeg vil rigtig gerne have vasket hår hver dag. Det er besværligt i min nuværende situation så ok hver 2. dag kan gå. Da jeg har fået tildelt hjemmehjælp hver dag til den personlige hygiejne skal dette jo ordnes her.
Men ak - selvom du nu selv skal betale ca. 120,- kr i timen for hjemmehjælp kan du ikke bare forvente at der tid til alt. Der er jo kun sat 25 min. af til hjemmebesøg og så er der ikke tid til hårvask. Mente ellers at have fået fortalt fra kommunens visitator at besøgene ikke var tidsbestemt. Hm....! Jeg kigger nu lige på denne kasse.

Kasse 3:

Der var jo så også lige det issue med støttestrømpen, der heller ikke lige kunne blive tildelt. Dette kan kun
gives hvis du er berettiget til varig hjælp. Så mulig blodprop på vej eller ej, og du kan ikke selv komme ud af huset, hvis ikke du er tildelt varig hjælp, er det bare ærgerligt. Denne kasse kan ikke bøjes.

Kan forstå at hvis du er i transportbranchen at alt skal i kasser men sundhedsvæsenet, der har med individuelle mennesker at gøre med forskellige behov. Vi skal have lette bøjelige kasser der kan formes
efter det enkelte menneske i sundhedsvæsenet.