torsdag den 3. juli 2014

Sundhedsvæsenet i kasser


Kasse 1:

Det er besværligt for mig at komme til fysioterapien på Bispebjerg Hospital. Der skal benyttes en ambulance med 2-4 reddere, scop bræt og jeg skal bæres op og ned af trapperne. Jeg skal kun tilbringe ca. 30 min. på hospitalet for at regulere min skinne. Som udgangspunkt tager fysioterapien ikke på hjemmebesøg.
Heldigvis var Bispebjerg Hospital igen meget imødekomne efter at jeg skrev en mail til afdelingsledelsen med forslag om at jeg fik hjemmebesøg. Så denne kasse kunne godt få en ny facon og fysioterapeuten må komme hjem til mig i stedet for.

Kasse 2:

Jeg vil rigtig gerne have vasket hår hver dag. Det er besværligt i min nuværende situation så ok hver 2. dag kan gå. Da jeg har fået tildelt hjemmehjælp hver dag til den personlige hygiejne skal dette jo ordnes her.
Men ak - selvom du nu selv skal betale ca. 120,- kr i timen for hjemmehjælp kan du ikke bare forvente at der tid til alt. Der er jo kun sat 25 min. af til hjemmebesøg og så er der ikke tid til hårvask. Mente ellers at have fået fortalt fra kommunens visitator at besøgene ikke var tidsbestemt. Hm....! Jeg kigger nu lige på denne kasse.

Kasse 3:

Der var jo så også lige det issue med støttestrømpen, der heller ikke lige kunne blive tildelt. Dette kan kun
gives hvis du er berettiget til varig hjælp. Så mulig blodprop på vej eller ej, og du kan ikke selv komme ud af huset, hvis ikke du er tildelt varig hjælp, er det bare ærgerligt. Denne kasse kan ikke bøjes.

Kan forstå at hvis du er i transportbranchen at alt skal i kasser men sundhedsvæsenet, der har med individuelle mennesker at gøre med forskellige behov. Vi skal have lette bøjelige kasser der kan formes
efter det enkelte menneske i sundhedsvæsenet.