Snøft

Når jeg står op om morgenen behøver jeg hjælp til personlig toilette, kan ikke vaske mine ben, mit hår, min ryg, mine fødder. Får nu kun hjemme hjælp til dette hver anden dag. Jeg kan ikke selv hente kaffe fra vor kaffemaskine, kan ikke tage havregryn frem da jeg ikke kan nå dette. Ved frokost tid kan jeg ikke nå rugbrødet. Når jeg gerne vil ud på altanen står der stole i vejen eller jeg kan ikke åbne døren, når blomster krukken er blevet skubbet. Jeg kan ikke finde fjernsyns betjeningen, som er blevet brugt dagen før af resten af familien. Jeg kan ikke hente avisen i postkassen, som jeg jo ellers nu har hele dagen til at læse.
Jeg kan ikke tage et glas vand med ind i stuen eller en kop kaffe. Jeg kan ikke sidde ved computeren og ordne diverse ting. Når jeg har mit toilette besøg er det ikke altid det er lige vellykket under de muligheder jeg har. Så der kræves en del vask efterfølgende.

Når jeg vågner om morgenen har jeg ondt i ryggen, ondt i hovedet og mit ben er meget hævet. Det gør så ondt i mine håndflader pga. at jeg støtter mig på mit stativ. Hård hud er ved at komme frem men der er ikke nok endnu.

Så ja jeg kniber en tåre. Det er svært at være afhængig af andres hjælp og ikke kunne noget. Svært at bare vente og lave ingenting. Bange for fremtiden at det hele nu går godt, og at det var den rigtige beslutning jeg tog. Så ja jeg har tude dage.