Reflektioner

Mit motto var: jeg tager det som det kommer og det skal nok gå.

Hm det har ændret sig lidt i disse uger. Det er svært at tage det som det kommer, men jeg tror da stadig på at det nok skal gå, og at det var den rigtige beslutning. 

Jeg kan ikke deltage i festlighederne her når min datter netop er blevet student. Det er ikke noget jeg kan acceptere, og jeg får ondt i maven når jeg tænker på hvad jeg ikke oplever. At se den helt specielle glæde i 

øjnene når huen kommer på, når vognturen starter osv. 

Emotionelt har det været at se studenterne her i kort tid og i næsten samme øjeblik blive konfronteret

med mulighed for at der er en blodprop i benet og at hele næste dag skal tilbringes på hospitalet.

At tage det som det kommer har ikke været muligt i den forgangne uge.

Det gode:

Dejligt har det dog været at kunne holde studenter reception med gode venners hjælp.

Helt uovertruffen er den support, opbakning og omsorg jeg får for venner og familie. Det gør at det

er muligt at få humøret op igen og at vide at det nok skal gå. 

At leve i nuet, ikke tænke på fortiden som man jo alligevel ikke kan ændre, og ikke tænke på fremtiden 

hvor man forsøger at forestiller sig konsekvenserne af en række forhold, som de ser ud lige nu, er også en livs holdning jeg har forsøgt at efterleve. Men tiden nu hvor nuet blot er ventetid på at få det bedre, gør at jeg tænker meget på fortidens gode oplevelser og glæder mig til fremtiden og til at få mit normale liv tilbage.

  

Udfordringerne

Der er fortsat mange udfordringer.

Håndfladerne er ømme pga. at jeg støtter mig til gangstativet. Fundet gamle handsker frem.
Blevet løsnet op med 20 grader, hvilket gør at jeg kan tage mit ben lidt mere frem og tilbage.
Været hos fysioterapien for at lære at gå på trapper med krykkestokke.

Hjemme kan det ikke lade sig gøre da jeg ikke kan bukke mig nok frem så jeg kan nå gelænderet at
støtte mig til. Så det er med liggende transport i ambulance når jeg skal hentes og hertil skal der bruges et scop bræt at bære mig på og 2-4 reddere til at udføre opgaven.

Hjemmesygeplejersken kommer forbi og opfordrer til støttestrømpe pga. hævet ben. Har allerede købt
en flystrømpe, men denne er åbenbart ikke nok. Jeg skal lave venepumpeøvelser og jeg giver den gas.
Forsøger forgæves at indhente denne støttestrømpe. Ringer til Bispebjerg hospital der henviser til egen
læge. Egen læge henviser til kommunalt regi der kun kan yde hjælp til varig hjælp. Ringer til Seniorshop
der kan tilbyde lange nylonstrømper.

Men hævelsen forøges og min egen læge kigger forbi. Min læge sørger for at få taget blodprøver og
desværre er D-dimer lettere forhøjet, så jeg skal undersøges for om der er blodprop. Får Innohep og
senere ultralyd af benet, som heldigvis er negativt.

Tænker at man måske skulle give Innohep i forbindelse med hoftemuskelruptur operation som der gives ved hofteoperationer.

Foto

Mit baglår 3 dage efter skaden

Skinnen sidder mere til venstre end billedet viser

Hjemmehjælpen/hjemmesygeplejersken

Bispebjerg Hospital havde arrangeret hjemmepleje og hjemmesygeplejerske besøg allerede næste dag.

Hjemmeplejen kom allerede om morgenen, og selvom jeg tudede blev jeg mødt af godt humør.
Jeg fik at vide at jeg skulle være stærk! - så det måtte jeg være. Skulle have hjælp til den personlige
hygiejne. Dejligt at dufte af sæbe og creme efter 2 dage. Dog ingen tid til hårvask denne dag.

Hjemmesygeplejen kom også denne formiddag for at se til sår og rette på hofteskinnen.
Familien fik travlt med finde løsninger til dagligdagen. Bispebjerg Hospital sørgede for at en visitator
kom forbi i den følgende uge for at afdække behovet for hjemmehjælp.

Havde fået fint med smertestillende hjem fra hospitalet, så smertemæssigt var det helt ok.
Var totalt sulten hele tiden , men maden smagte ikke. Fik mad første gang 2 dage senere og gjorde mit
bedste for at kunne begynde at spise igen. Medicinen gjorde mig sløv og stoppede min mave.

3 dage efter fik jeg vasket hår af min datter. Dejligt dejligt at dufte godt igen. Min påklædning var
skidt. Store hospitals underbukser som kunne komme ud over skinnen og en t-shirt der kunne skubbes
under skinnen.

6 dage senere blev jeg menneske igen. Min veninde købte nyt tøj til mig så jeg kunne være påklædt.
Store løse bukser og trusser der kan tages udover skinnen.
Hun var i senior shop og købe en kolbe til kvinder til at lade vandet i. Talte med hjemmesygeplejen
der foreslår oprejst stilling til den anden del mens du hang i stativet. Nævner dette hvis andre skulle
komme i samme situation.

Egen bolig

Næste dag om aftenen var jeg retur i egen bolig.

Min familie havde rykket soveværelset om, flyttet kommode og sengene. Der var kommet klodser under min
seng og jeg blev lagt i denne af Falck folkene.

Forinden havde jeg forberedt mig med at have min bærbare computer installeret ved sengen, og andre ting jeg skulle bruge i nærheden. Jeg havde købt smalle nemme løse bukser at tage på og T-shirts. Ingen af mine forberedelser nyttede noget. Jeg havde forestillet mig at jeg ville kunne gå på trapper med krykkestokke og kunne hoppe rundt også med krykkestokke. Troede jeg kunne bade og tage min skinne af under badningen.
Troede at jeg ville kunne klare mig selv med min families hjælp.

Virkeligheden var en anden. 

1. kunne ikke gå på trapper
2. kunne ikke benytte krykkestokke
3. kunne ikke bade i 8 uger, hofteskinnen måtte ikke tages af
4 .kunne ikke sidde på toilettet
5. kunne ikke få mit tøj på anden end t-shirts, da skinne og korset om mave fylder ret meget.

Jeg skulle

1. hoppe frem på 1 ben med gangstativ
2. kunne ikke komme ned fra 1 sal på trapper
3. ligge i sengen med bækken og stå med en pose som erstatning for toilet
4. stå op og spise på et ben med et fast greb i mit gangstativ
5. skulle etage vaske men kunne ikke bukke mig ned

Jeg var rigtig rigtig ked af og kunne ikke overskue dette. Kunne ikke se fjernsyn i stuen da vor sofa er for bred til at jeg kan komme op fra den. Kan kun ligge fladt ned med hovedpude mens jeg er på den bærbare computer. Kunne kun opholde mig på vor balkon i oprejst tilstand for at blive luftet lidt.

Det var ydmygende at stå op med en pose mellem benene og lade vandet, mens det løb ved siden af
ned af benene, jeg kunne ikke selv bukke mig ned og tørre det af. Det var ydmygende at at skulle ligge ned i sengen med et bækken og foretage den anden del af sagen. Det kunne jeg simpelthen ikke.
Det var grænseoverskridende at min familie skulle hjælpe med mit toilette. Jeg blev ked at det når jeg hele tiden skulle bede om hjælp til alt ting, hente vand, hente papir, hente medicin osv. Taber jeg noget skal jeg have hjælp.

Opmuntringerne var familien, kollegaerne og vennerne der alle skrev, ringede og sendte blomster og kom med gode råd.

Sammendagskirurgisk afdeling Bispebjerg Hospital

Jeg skulle jo forblive liggende indtil den nye skinne kom på. Havde lidt føleforstyrrelse i min højre hånd og en venflon i hver håndryg. Skulle ligge ned og indtage drikkelse og piller. Jeg spiser normalt aldrig piller og hvis det sker er det som brusetabletter. Nå den fobi blev hurtigt elimineret og pillerne blev spist liggende. Kunne dog ikke ligge ned og spise. Så drikke yougurt blev løsningen og karteter blev lagt til at klare denne udfordring.

Fysioterapien kom med ny hofte antilux.skinne der var mere forbrugervenlig end den første. Jeg blev instrueret i regimet. Du må kun stå og ligge ned. Ikke bøje dig forover og hoften må under ingen omstændigheder bøjes. Om 2 uger bliver skinnen der er låst i strakt stilling, låst op med 15 grader. Du må ikke støtte på benet før om 6 uger.Ud af sengen kunne jeg komme ved at ligge mig sidelæns i sengen, "krabbe" med armene ud til kanten, svinge begge ben ud samtidigt, bruge mine "mave bøffer" til at få mig op (bodycombat i 5 år har ikke været for ingenting), og herefter støtte mig til mit gangstativ(høj gangbuk inkl. kurv) på 4 ben. Derefter kan jeg støtte på et ben og hoppe frem med gangstativet. Jeg fik udleveret 1 træsko til hø. ben. Ergoterapien tilbød toiletforhøjer, skråpuder samt klodser til sengeben.
Udfordringen var så hvordan klarer du toiletbesøg når du ikke må sidde ned. Det blev en urinpose
(store til mænd) jeg fik med hjem samt et bækken til at klare den anden del liggende i sengen.

Hele plejepersonalet på sammendagskirurgien samt fysioterapien var meget engageret og ikke mindst extremt omsorgsfulde. Tak til jer !

Det blev en liggende hjemtransport, hvor ambulancefolkene benyttede et spineboard til at putte under mig, så de kunne bære mig op på 1. sal, vi bor i gammel villa uden elevator.

Operationen

Jeg besluttede at tage imod operation.

For at prøve at bevare roen og overblikket fokuserede jeg på:

1. Nærvær

2. Gik ofte i svømmehallen og cyklede lange ture for derigennem at benytte min gamle opladnings kilde i form     af fysisk aktivitet. 

3. Operationen skulle ikke fylde for meget i mit liv

4. Vejrtrækningsøvelser - trækker vejret helt ned i maven 

5. Mit motto er: Det skal nok gå - og jeg tager det hele som det kommer.

Jeg forsøgte nu at undersøge det efterfølgende forløb med genoptræning og forholdsregler. Men der var igen intet materiale at finde. Kontaktede fysioterapien der kun kunne oplyse at det var operatørerne der bestemte efterregimet. Jeg skulle helt sikkert have en hofteskinne på og måtte kun stå op eller ligge ned i 8 uger, dette var jeg blevet informeret om.

Operationen foregik på sammendagskirurgisk afdeling på Bispebjerg Hospital. 

Jeg var rolig hele dagen lige indtil jeg skulle gå ind på operationsstuen. Men hvor er det dejligt

med opbakningen, omsorgen og ikke mindst empatien. Glad for at anæstesien "snød" mig lidt

med narkosen inden jeg helt panikkede. Tak til anæstesien og hele operations teamet.  

Operationen gik godt.

Kom til mig selv i opvågningen hvor jeg som altid kunne høre min mands røst, der forsøgte at finde mig.

Herefter kom jeg retur til sammendagskirurgisk afsnit, normalt skulle jeg udskrives inden kl.17.30, men

den skinne jeg havde på var for stor, og jeg skulle forblive sengeliggende til næste dag. Skulle også tilses af 

fysioterapien og ergoterapien. Begge mine 2 operatører var forbi og jeg fik fyldestgørende forklaringer og informationer om forløbet. Tak til jer begge.

.

Beslutningen

Jeg skulle nu vælge hvilken af de 2 døre jeg ville åbne. Bispebjerg Hospital ville gerne have svar om jeg ønskede operation. Der skulle bestilles væv hjem.

Dør 1 - for operation:
Forventet sandsynlighed for bedring 50%, bedre stabilitet i bækkenet men smertemæssigt måske ikke den største forbedring.Flere læger har oplyst at jeg med stor sandsynlighed vil få det langt bedre og med held få et aktivt liv igen. Selvfølgelig med focus på at efterregimet (genoptræning og restriktioner) overholdes. De fleste læger ville selv tage imod operationen.De artikler jeg kunne læse fra udlandet anbefalede altid operation. Flere læger mente at der måske var 60% chance for forbedring.Både Bispebjerg Hospital og Aarhus Universitetshospital kunne oplyse at de havde udført 3-4 operationer indenfor de sidste 10 år.
Efterforløbet er ukendt. Jeg har fuld tillid til mine 2 operatører og vidste jeg ville være i de bedste hænder på Bispebjerg Hospital.

Resten af livet vil jeg aldrig kunne fortryde at jeg ikke forsøgte operation. Fra udlandet oplyses at der ubehandlet er noteret slingren ved gang, smerter ved trappegang, mistet ben kontrol, smertefuld krampe, besvær med at sidde. Endvidere nedsat livskvalitet hvis du hidtil har levet et aktivt liv.


Dør 2 - imod operation:
Risiko ved operationer som altid nerveskade og infektions risiko. Efterfølgende smerter i form af arvæv eller nervepåvirkning i efterforløbet. Og som altid lige den sætning der altid klinger i mine ører: "shit happens" også under operationer.

Hvis jeg forbliver ubehandlet ville smerten fortsat være den samme. Fornemmelsen af at benet slingrer og at jeg taber mit ben ville forblive uændret. Musklen ville tilpasse sig og der dannes arvæv. Måske ville jeg kunne genoptræne bedre og få en fornuftigere funktion af mit ben. Jeg kan cykle og gå til husbehov, svømme 1 km men efterfølgende have en pressen i mit ben,og ligeledes smerter sv.t. sæde knoglen og musklen ved cykling. Jeg ville ikke kunne trække benet tilbage.

Sidst men ikke mindst jeg er rædselsslagen ved tanken om at jeg skal opereres i. Har tidligere fået 2 kejsersnit samt anden operation med skjoldbruskkirtlen. Så jeg behøver ikke flere operationsindgreb i min krop.

Indsamling af viden

Jeg kontaktede selvfølgelig først min egen læge, der selvfølgelig også var ked at vi ikke havde opdaget skaden før. Min læge undersøgte via egne kanaler viden omkring denne skade.

Bispebjerg Hospital var hele tiden også meget imødekomne og jeg havde konsulation hos begge de 2 operatører der kunne udføre denne operation. Min mand var med hver gang. Det er altid godt at der er
2 der lytter. Vi opfanger jo kun ca. 80 ud af 100 ord, og sjovt nok er det ikke de samme vi hører.

Aarhus Universitetshospital kan også lave denne skade. Så jeg forhørte mig også her om for og imod
operation. Ligeledes Horsens Sygehus Idrætkirurgisk afdeling der også har erfaring i denne skade.
De fleste læger jeg talte med mente at jeg ville få god gavn af en operation.

Jeg fik henvisning til anden fysioterapeut end den oprindelige, og her fik jeg oplyst en anden vinkel på sagen.
Der var mulighed for at optræne de andre muskler, så jeg måske kunne komme til at løbe igen. Vi gik i gang
og faktisk efter et par uger kunne jeg mærke forbedring af den ikke eksisterende løbefunktion.

På nettet søgte jeg nu under "Proximale hamstring ruptures" i USA. Her var der helt andre meget
positive udfald fra diverse operationer , selv med  "delate surgery" Men igen var studierne ofte ikke fuldendte pga. operationen måske foregik i en stat og patienten efterfølgende genoptrænede i en anden stat.

Det første spørgsmål jeg stillede på Bispebjerg Hospital var:
Hvordan er erfaringer herhjemme og i udlandet og svaret var, der er ingen eller meget lidt.
Skaden er sjælden. Efter 1 måned kunne jeg jo godt forstå at sådan var det.

Tvivlen

Jeg blev godt nok ked af det efter denne tilbagemelding. Som udgangspunkt ønskede jeg ikke operation.Jeg havde jo min bevægelighed, men selvfølgelig var der jo en del ting jeg ikke kunne mere.

Hidtil havde jeg dyrket løb ca. 5-10 km ture, dyrket bodycombat 1-2 gange om ugen, ubesværet kunne cykle til arbejde 15 km. Siden jeg var 12 år har jeg altid været meget fysisk aktiv (håndbold,karate,fitness holdtræning) og har stortrives med dette. Følte at jeg var et helt menneske, når jeg bevægede mig, og ofte under mine løbeture kunne jeg komme ovenpå igen. Hvis jeg havde udfordringer i mit privatliv, arbejdsliv eller anden spidsbelastninger kunne jeg gennem en løbetur får fornyet energi og se livet på anden måde.

Så tvivlen kom, kunne jeg mon leve mit liv uden denne aktive del.

Jeg kunne nu også definere min fornemmelse i mit ben. Det slingrede når jeg gik. Det var jo klart, når jeg ikke var intakt mere. Under gang tabte jeg mit ben en gang imellem, og når jeg cýklede kom det ikke altid med. Jeg bestemte mig til at lave 2 døre.

For operation og imod operation.

Til denne beslutning behøvede jeg at indsamle viden. Talte med venner, familie og ikke mindst mine kollegaer (der alle også er indenfor sundhedsvæsenet). Begrænset tekst at finde på google omkring min situation: total afrivning af hasemusklerne med forsinket operationstilbud. Det var jo en fejl at jeg ikke blev henvist akut fra egen læge ved mine henvendelse,og at fysioterapeuterne heller ikke fattede mistanke. Hvis jeg straks havde fået en MR skanning havde skaden kunne påvises med det samme, og operations succes raten ville have været meget bedre. Det lærte jeg dog via nettet. Jeg kunne også erfare at det ikke var ualmindeligt at denne skade kunne forveksles med en fibersprængning. De små tekster der var at finde kunne oplyse at hvis skaden forblev ubehandlet, kunne dette medføre forringet livskvalitet, ischiassmerter og smerter ved toiletbesøg.

Så jeg lavede min sorte mappe til indsamling af viden og information.

Diagnosen

Jeg var til forundersøgelse og ultralyd af mit ben på Bispebjerg Hospital Idrætskirurgisk Enhed. Der blev her fundet mistanke om læsion af hasemuskler og jeg blev henvist til MR-skanning.

Jeg blev kontaktet af Bispebjerg hospital og fik svar på MR skanning. Der viste total afrivning af hasemuskulaturen for tuber ischii sv.t. semitendinosus og semimembranosus samt biceps femoris. Altså alle 3 vedhæftninger var revet fra. Senerne ligger 7-8 cm nede distalt for trochanter minor. Dvs. der skal bruges senetransplantat for at kunne få hasemuskulaturen fastsat igen på tuber ischii.

Ovenstående betyder at min hasemuskel har trukket sig sammen og ligger midt på baglåret. Der er ingen forbindelse til min sædeknogle. Da musklen har trukket sig sammen skal der bruges andet senevæv for at musklen kan nå op igen.

Jeg fik tilbud om operation og skulle melde tilbage om jeg ønskede dette.

Allerede næste dag begyndte min søgen på nettet efter viden og informationer men der var meget lidt at finde.

Skaden

Denne blog er oprettet, idet jeg har pådraget mig en total ruptur af mine hasemuskler proximalt. Dvs. alle 3 vedhæftninger er afrevet fra min sæde knogle i mit venstre ben. Igennem 1 måned forsøgte jeg at indhente information omkring denne sjældne skade på nettet.Det har været sparsomt og næsten umuligt for mig at indhente viden og information omkring denne skade.

Så hvis andre skulle ønske at kende til dette, deler jeg hermed mine oplevelser med jer i forbindelse med min skade.

Jeg var inviteret til et bowlingarrangement. Jeg gled i de glatte sko på bowlingbanen og mit venstre ben gled ud til venstre, og jeg fik en overstrækning af mit ben. Smerterne var voldsomme, og da mine venner forsøgte at flytte mig besvimede jeg kort varigt. De ringede efter en ambulance men Region Sjælland mente ikke dette var nødvendigt, det blev allerede på dette tidspunkt betragtet som en fibersprængning. Efter hjemkomsten blev jeg båret op på 1. sal af min familie. Kunne ikke støtte på benet.

Næste dag kunne jeg allerede støtte og gå med min farmors gamle stok. Næste dag igen kunne jeg bevæge mig rundt uden stok selvfølgelig med lidt halten. Jeg behandlede mig selv med RICE (rest-ice-compression-elevation) og smertestillende. På 2. dagen synes jeg alligevel jeg måtte søge læge, hvilket jeg gjorde. Diagnose: stor fibersprængning, henvisning til fysioterapi. Råd: gå så normalt som muligt. Var til fysioterapeut allerede 5 dage efter og blev behandlet med ultralyd, havde på daværende tidspunkt en blodansamling på omkring 10 cm. Synes dog at jeg var en del bevægelseshæmmet og hæmatomet var stort, så jeg kontaktede igen egen læge. Fortsat samme diagnose og råd om tålmodighed. I de 2 første måneder kunne jeg cykle og gå men ikke løbe. Jeg var efterfølgende 2 x mere til fysioterapi, men det var fortsat den samme behandling med ultralyd.

10 uger efter skaden besluttede jeg at nu skulle jeg tilbage til mit normale liv. Gik i fitness fik et genoptræningsprogram for hasemuskler lagt, cyklede ture på 10 km, gik lange ture. Havde smerter ved trappegang, efter cykling og gåturene. Havde svært ved at beskrive min fornemmelse i mit ben. Jeg tabte mit ben en gang imellem under gang, kunne ikke trække det tilbage, kunne overhovedet ikke løbe fx. efter toget. Besluttede at gå i svømmehallen og her kunne jeg svømme 1 km, men benet havde det selvfølgelig ikke godt resten af dagen. Altså søgte jeg læge igen.

Egen læge henviste mig til Bispebjerg Hospital Idrætskirurgisk Enhed.