Jeg blev godt nok ked af det efter denne tilbagemelding. Som udgangspunkt ønskede jeg ikke operation.Jeg havde jo min bevægelighed, men selvfølgelig var der jo en del ting jeg ikke kunne mere.
Hidtil havde jeg dyrket løb ca. 5-10 km ture, dyrket bodycombat 1-2 gange om ugen, ubesværet kunne cykle til arbejde 15 km. Siden jeg var 12 år har jeg altid været meget fysisk aktiv (håndbold,karate,fitness holdtræning) og har stortrives med dette. Følte at jeg var et helt menneske, når jeg bevægede mig, og ofte under mine løbeture kunne jeg komme ovenpå igen. Hvis jeg havde udfordringer i mit privatliv, arbejdsliv eller anden spidsbelastninger kunne jeg gennem en løbetur får fornyet energi og se livet på anden måde.
Så tvivlen kom, kunne jeg mon leve mit liv uden denne aktive del.
Jeg kunne nu også definere min fornemmelse i mit ben. Det slingrede når jeg gik. Det var jo klart, når jeg ikke var intakt mere. Under gang tabte jeg mit ben en gang imellem, og når jeg cýklede kom det ikke altid med. Jeg bestemte mig til at lave 2 døre.
For operation og imod operation.
Til denne beslutning behøvede jeg at indsamle viden. Talte med venner, familie og ikke mindst mine kollegaer (der alle også er indenfor sundhedsvæsenet). Begrænset tekst at finde på google omkring min situation: total afrivning af hasemusklerne med forsinket operationstilbud. Det var jo en fejl at jeg ikke blev henvist akut fra egen læge ved mine henvendelse,og at fysioterapeuterne heller ikke fattede mistanke. Hvis jeg straks havde fået en MR skanning havde skaden kunne påvises med det samme, og operations succes raten ville have været meget bedre. Det lærte jeg dog via nettet. Jeg kunne også erfare at det ikke var ualmindeligt at denne skade kunne forveksles med en fibersprængning. De små tekster der var at finde kunne oplyse at hvis skaden forblev ubehandlet, kunne dette medføre forringet livskvalitet, ischiassmerter og smerter ved toiletbesøg.
Så jeg lavede min sorte mappe til indsamling af viden og information.
