lørdag den 14. juni 2014

Skaden

Denne blog er oprettet, idet jeg har pådraget mig en total ruptur af mine hasemuskler proximalt. Dvs. alle 3 vedhæftninger er afrevet fra min sæde knogle i mit venstre ben. Igennem 1 måned forsøgte jeg at indhente information omkring denne sjældne skade på nettet.Det har været sparsomt og næsten umuligt for mig at indhente viden og information omkring denne skade.

Så hvis andre skulle ønske at kende til dette, deler jeg hermed mine oplevelser med jer i forbindelse med min skade.

Jeg var inviteret til et bowlingarrangement. Jeg gled i de glatte sko på bowlingbanen og mit venstre ben gled ud til venstre, og jeg fik en overstrækning af mit ben. Smerterne var voldsomme, og da mine venner forsøgte at flytte mig besvimede jeg kort varigt. De ringede efter en ambulance men Region Sjælland mente ikke dette var nødvendigt, det blev allerede på dette tidspunkt betragtet som en fibersprængning. Efter hjemkomsten blev jeg båret op på 1. sal af min familie. Kunne ikke støtte på benet.

Næste dag kunne jeg allerede støtte og gå med min farmors gamle stok. Næste dag igen kunne jeg bevæge mig rundt uden stok selvfølgelig med lidt halten. Jeg behandlede mig selv med RICE (rest-ice-compression-elevation) og smertestillende. På 2. dagen synes jeg alligevel jeg måtte søge læge, hvilket jeg gjorde. Diagnose: stor fibersprængning, henvisning til fysioterapi. Råd: gå så normalt som muligt. Var til fysioterapeut allerede 5 dage efter og blev behandlet med ultralyd, havde på daværende tidspunkt en blodansamling på omkring 10 cm. Synes dog at jeg var en del bevægelseshæmmet og hæmatomet var stort, så jeg kontaktede igen egen læge. Fortsat samme diagnose og råd om tålmodighed. I de 2 første måneder kunne jeg cykle og gå men ikke løbe. Jeg var efterfølgende 2 x mere til fysioterapi, men det var fortsat den samme behandling med ultralyd.

10 uger efter skaden besluttede jeg at nu skulle jeg tilbage til mit normale liv. Gik i fitness fik et genoptræningsprogram for hasemuskler lagt, cyklede ture på 10 km, gik lange ture. Havde smerter ved trappegang, efter cykling og gåturene. Havde svært ved at beskrive min fornemmelse i mit ben. Jeg tabte mit ben en gang imellem under gang, kunne ikke trække det tilbage, kunne overhovedet ikke løbe fx. efter toget. Besluttede at gå i svømmehallen og her kunne jeg svømme 1 km, men benet havde det selvfølgelig ikke godt resten af dagen. Altså søgte jeg læge igen.

Egen læge henviste mig til Bispebjerg Hospital Idrætskirurgisk Enhed.