Næste dag om aftenen var jeg retur i egen bolig.
Min familie havde rykket soveværelset om, flyttet kommode og sengene. Der var kommet klodser under min
seng og jeg blev lagt i denne af Falck folkene.
Forinden havde jeg forberedt mig med at have min bærbare computer installeret ved sengen, og andre ting jeg skulle bruge i nærheden. Jeg havde købt smalle nemme løse bukser at tage på og T-shirts. Ingen af mine forberedelser nyttede noget. Jeg havde forestillet mig at jeg ville kunne gå på trapper med krykkestokke og kunne hoppe rundt også med krykkestokke. Troede jeg kunne bade og tage min skinne af under badningen.
Troede at jeg ville kunne klare mig selv med min families hjælp.
Virkeligheden var en anden.
1. kunne ikke gå på trapper
2. kunne ikke benytte krykkestokke
3. kunne ikke bade i 8 uger, hofteskinnen måtte ikke tages af
4 .kunne ikke sidde på toilettet
5. kunne ikke få mit tøj på anden end t-shirts, da skinne og korset om mave fylder ret meget.
Jeg skulle
1. hoppe frem på 1 ben med gangstativ
2. kunne ikke komme ned fra 1 sal på trapper
3. ligge i sengen med bækken og stå med en pose som erstatning for toilet
4. stå op og spise på et ben med et fast greb i mit gangstativ
5. skulle etage vaske men kunne ikke bukke mig ned
Jeg var rigtig rigtig ked af og kunne ikke overskue dette. Kunne ikke se fjernsyn i stuen da vor sofa er for bred til at jeg kan komme op fra den. Kan kun ligge fladt ned med hovedpude mens jeg er på den bærbare computer. Kunne kun opholde mig på vor balkon i oprejst tilstand for at blive luftet lidt.
Det var ydmygende at stå op med en pose mellem benene og lade vandet, mens det løb ved siden af
ned af benene, jeg kunne ikke selv bukke mig ned og tørre det af. Det var ydmygende at at skulle ligge ned i sengen med et bækken og foretage den anden del af sagen. Det kunne jeg simpelthen ikke.
Det var grænseoverskridende at min familie skulle hjælpe med mit toilette. Jeg blev ked at det når jeg hele tiden skulle bede om hjælp til alt ting, hente vand, hente papir, hente medicin osv. Taber jeg noget skal jeg have hjælp.
Opmuntringerne var familien, kollegaerne og vennerne der alle skrev, ringede og sendte blomster og kom med gode råd.
