Fokus

Jeg har besluttet mig for at min smerte i min opererede muskel ikke eksiterer mere. Jeg ønsker ikke at min hjerne skal huske den mere og gøre den kronisk. Jeg vil fokusere på andre dele af min krop og gøre mit ben betydningsløst, det skal ikke fylde så meget i mit liv mere. Jeg er let og
fyldt med positiv energi.

Min ortopædkirurg fortæller at der ingen garantier er for at det bliver bedre. Vi taler om blokade, Brufen kur af 21 dage, evt.på sigt kirurgisk indgreb, hvor det sandsynlige arvæv kan fjernes.
Jeg læser om arvæv på nettet. Arvæv er bindevæv, der kan have forskellige tilstande, Aræv er bindevæv der er blevet hårdt. Jeg kan sammenligne bindevæv med æggehvide. Æggehviden er nu fast og der er ikke tilstrækkelig gennemstrømning af blod og andre kropsvæsker med ilt og næring, Arvæv har  ligesom en brandmand lange fangarme der går gennem alt muskler, sener og organer.
Jeg læser at arvæv kan løsnes op så det atter bliver flydende og kommer i cirkulation vha. bindevævsterapi.

Jeg venter ikke mere på at få det bedre.

Nu skal jeg bare have det bedste ud af de vilkår jeg har lige nu. Jeg vil træne min krop op igen, så jeg
kan svømme og cykle. Jeg vil ikke have store mål, men tage de små mål.

Jeg er nu afsluttet på Bispebjerg Hospital fysioterapi og får tilbudt videre genopræning i kommunalt regi. Det er ok at begynde på Yoga og Pilates for at blive smidig igen. Efter nytår er jeg booket ind til disse hold. Fortsætter som hidtil med bassin træning og motionscyklen men stadig kun i det små.
Har svømmet 50 meter, cykler 5 km så der er lang vej endnu.

Siddepuden er fortid , der er ingen forskel om jeg sidder med pude eller ikke.

Jeg ønsker ikke ny operation eller andre indgreb, der kan forværre min situation.

Trods alt dette, tror jeg stadig på at det nok skal blive bedre og at jeg kommer ud på den gode side
Det tager måske bare 2-3 år før jeg har det godt igen.

Et år er gået.....

Status er nu som for 2 måneder siden her 6 måneder post operativt.

Mit smerteniveau sv.t. 5 på en scala fra 1-10, hvor den var 2 før operationen.

Der var forudsagt smerter ved trappegang og smerter når du skulle sidde hvis ikke mine hasemuskler blev hæftet på plads. Disse smerter var ikke til stede før operationen.

Nu har jeg smerter ved trappegang, især når jeg går op af trapper og smerter når jeg sidder ned.
Jeg går besværligt hvis jeg skal gå længere distancer, og når jeg har ondt er min gang besværet.

Smerterne bider, niver og river. Der er stivhed i mit ben og i ny og næ taber jeg det stadig.

Jeg har haft 3 gode perioder af ca. 5-7 dage, hvor der mest har været stivhed og træthed.
Disse perioder har holdt mig oppe og givet mig håb om at det nok skal gå.
Har holdt mig til at ortopædkirurgiske skader ofte kan tage 2 år før det bliver godt og at genoptræningen jo tager lang tid.

Motorisk er jeg blevet bevægelig igen og kan gå pænt. Jeg har holdt fast i bassintræning x 2 ugentligt og blevet set hos Bispebjerg fysioterapi x 2 ugentligt.  Er fortsat deltidssygemeldt på mit arbejde. Jeg kan nu sidde i bløde stole og sofaer, behøver skrå pude hvis jeg skal sidde på hårdt underlag. Kan sidde ned i længere tid, men må efterfølgende stå op eller ligge ned for at slappe af i musklen.
Det hjælper at holde musklen i et stræk i lidt tid, så klistrer det mindre. Mit venstre knæ som jeg ikke brugte i lang tid, giver stadig smerter og hævelse.

Når jeg træner min raske højre hasemuskel føles det som en "piven", når jeg træner min opererede hasemuskel føles det "brændt krasende og rivende"

Sidste år ved juletid måtte jeg halte rundt og i år gør jeg det også, så et helt år af mit liv er gået på denne måde.

Jeg er blevet gjort opmærksom på et andet link fra Australien omkring denne skade, hvor også mange patienter fra USA deler deres viden, skade og hvilke læger der har ekspertisen til at operere.

injuryupdate.com.au

thread: Hamstring Avulsion (complete tear from pelvis)

Til jul skal det nok blive bedre :-)

Set i lyset af at fremskridtene er små, men de er der - har jeg besluttet at mit næste indlæg skal være 6 måneder post operativt. Altså til december.

Jeg er nu deltidssygemeldt fra mit arbejde og starter op i det små. Det er ikke muligt at sidde ned så jeg står op på mit arbejde. Men det skal nok blive bedre fornemmer jeg. Der er fortsat stivhed og stramning i mit ben. Det stikker, niver og smerter ved min sædeknogle. Ligger ofte på is og tager smertestillende håndkøbsmedicin. Trapper og gåture er stadig en udfordring.
Er fortsat til genoptræning på Bispebjerg Hospital x 2 ugentligt og tager i varmtvandsbassin x 2 ugentligt.

Så det er den samme historie igen og den varer ved......, men til jul skal det nok være blevet bedre.

Udfra viden fra andre patienter og nyfundne sites på nettet har jeg erfaret at det er meget forskelligt hvordan denne skade bliver behandlet. Der er forskellige skinner, forskellige operationssnit og forskellige ankre. Nogle har smerter andre ikke, nogen kommer sig hurtigere end andre. Jeg har læst om patienter der kommer hjem uden skinne og må støtte, patienter der næsten selv kører bilen hjem.
Endvidere er jeg stødt på patienter som er blevet opereret 2 år efter skaden. Kan dog ikke se
på nettet, hvordan dette er gået. Men såvel i Australien som i USA er der en vilkårlig søgen efter vejledning og viden. Så det er ikke kun her i Danmark at skaden ikke er veldokumenteret og undersøgt.

Det vi blot mangler er en interesse base for denne skade. Alle patienter jeg har talt med her sommeren over er i første omgang blevet diagnosticeret som en fibersprængning, men er heldigvis blevet opereret med det samme, da de har været instisterende på at blive undersøgt igen.

Så OBS til alle ved "spagat" lignende skader.

                                                                                                                         På gensyn.

Genoptræning tager lang tid

- står der på velkomstskærmen hos fysioterapien. Og ja det tager lang tid.
Der er nu gået 17 uger efter operationen og jeg har endnu ikke opnået min normale førlighed.
Gennem den sidste uge er det nu lykkes mig at kunne nå mine fødder, første gang med "sved" på
panden. Mit træningsprogram er det samme og selvom det er få gentagelser med ingen eller lidt vægt,
er jeg træt når jeg kommer hjem.

Jeg er fortsat stiv i mine led. Min genoprettet hasemuskel føles stiv men gør ikke ondt mere.
Derimod er der fortsat smerter ved vedhæftningen til min sædeknogle og over min sædeknogle.
Forsøger at sidde lidt uden pude hver dag. Men det er ikke nemt.

Når jeg tænker over mit forløb i min skinne bliver jeg trist. Jeg forsøger at trække vejret godt igennem og få det  på afstand. Tænker bare på at jeg skal have det bedste ud af det hele. Så jeg nyder at kunne bruge min krop igen og bruge mit ben. Skal gå lange ture nu, så det gør jeg.

16 uger efter operationen

8 uger er gået i skinne og nu 8 uger med genoptræning.
Mit forløb kan ikke sammenlignes med andre operationer får jeg oplyst fra fysioterapien. Der er brugt allograft og min hasemuskler har ikke været brugt i 7 1/2 måned. Smerterne kan ikke forudses og smerter opleves forskelligt. Men jeg får oplyst at mine smerter er forståelige.

Min operation er teknisk tilfredsstillende og min operatør tilfreds.

8 uger i skinne kræver 3 gange så lang genoptræningstid fortalte en klog kvinde mig. Så jeg vil være
tålmodig og fortsat tro på at det var den rigtige beslutning jeg tog.

Med min tilbagevenden til det normale liv, hvor jeg nu selv kan køre bil igen og alle hjælpemidler er tilbageleveret synes livet også lettere.

Jeg træner i varmtvandsbassin x 2 ugentlig og fortsat 2 x hos fysioterapien. Jeg kan nu komme ned til gulvet og lave øvelser. Cykler ca. 3 km på motionscyklen.
Der er noget vej endnu. Mangler normal trappegang, normal gang uden at gå stift og skævt, når det gør ondt og at kunne sidde ned uden smerter og skumpude.

Intet nyt

Denne sidste uge har været præget af smerter. De sidste 3 fysioterapi besøg har budt på nye udfordringer. Været nede at ligge på gulvet på maven og lavet benløft. Siddet på en almindelig motionscykel - bestemt ikke rart at sidde direkte på min sædeknogle. Jeg har forsøgt at lave øvelser med belastning hos fysioterapien, men det er ikke nemt. Har brugt megen tid på at ligge med is og har måtte spise smertestillende. Jeg er stiv i min krop føler mig som et stift bræt.
Der er fortsat smerter ved hvert trin og smerter når jeg sidder. Øv.

Farvel til hjælpemidler - 14 uger

Nu er toiletforhøjeren også fortid så farvel til hjælpemidlerne. Der er nu kun skånepuder og gribetang der bliver brugt. Sidder fortsat dårligt gør det kun når det er nødvendigt. Har købt gymbold til at sidde og træne på. Gør det i lidt længere tid hver dag.
Træner med at trække mit venstre ben op til et normalt knæløft og i at trække mit ben frem og tilbage.
Var i varmtvandsbassin i går og det var en stor glæde. Var lidt i tvivl om hvor mange gange jeg kunne lave mine øvelser. Havde i forvejen mange smerter efter gårdagens fysioterapeut besøg.
Gik dårligt rundt resten af dagen, der var smerter ved hvert skridt.

Det er nok det tungeste lige nu - mine konstante smerter - den brændende fornemmelse er heldigvis aftagende. Men det er lang tid hele tiden at have smerter i sit ben. Jeg er ekstrem svag i min krop har ingen styrke tilbage er som en slap klud. Bliver udmattet når jeg er ude af huset.
Mine dage går med træning og den evige venten på at få det bedre. Min gangdistance er blevet bedre men jeg kan ikke gå langt og der er altid smerter ved gang.

86 dage

Fælder nu mest glædes tårer. Første gang jeg kunne støtte, første gang ude af boligen, første gang i bad, første gang nede ved vandet og nu i dag, hvor vi har fået vort soveværelse tilbage. Hospitals værelset eksisterer ikke mere. Jeg vælger ikke at tænke på de 8 uger i skinne, jeg ønsker ikke at huske. Jeg vil bare have min hverdag tilbage hurtigst muligt. Var forbi min arbejdsplads. Dejligt at føle jeg stadig hører til og at jeg fortsat er tilstede. Min hverdag er ok - jeg kommer snart tilbage. Der er nu gået 86 dage siden operationen.

Min motoriske fremgang har her hvor jeg nærmer mig de 13 uger været sparsom i den forgangne uge.
Min gang er blevet fin pudset men jeg synes det går meget langsomt. Har følt at min muskel er et indre
brændsår, måske pga. af nye trænings øvelser og megen gang uden stokke.
Har fundet varmtvandsbassin som jeg kan træne i og får i næste uge trænings øvelser fra Bispebjerg fysioterapi.

12 uger og glæder mig over de små ting

Glæder mig hele tiden over de små ting jeg nu kan. I dag at stå op lave æg og at kunne sidde ned og spise min morgenmad. Glæder mig over at jeg nu kan gå rundt i mit hjem uden krykker og at vi snart kan få et normalt soveværelse igen istedet for hospitalstilstande. Skønt at kunne pakke flere hospitalsting væk. 

Mit mål var at krykkerne helt skulle på pension her i weekenden. Den gik ikke helt. De må med på gå tur, så jeg kan hvile undervejs. Men mit gå stativ er absolut helt fortid.

Bliver fortsat 2 gange ugentligt trænet og vejledt på Bispebjerg hospital. Får hele tiden nye ting tillært som jeg skal kunne. Vægten skal fordeles ligeligt på begge mine ben, jeg skal gå lige med mine fødder og løsne op i mine skuldre når jeg går. Jeg har nok en ca. 15 små øvelser jeg nu laver hver dag. Synes jeg går mindre stift nu.Træner i at bøje min hofte stående og liggende. Kan gå på trapper uden krykker men endnu ikke skifte med mine ben, som du normalt gør på trapper. 

Når jeg træner på Bispebjerg synes jeg smerterne er acceptable. Det er fortsat de bidende, nivende og klistrende smerter jeg har. Og smerter ved sædeknoglen som efter en lang cykeltur. Senere på dagen er smerterne tiltagende og bliver brændende og stikkende. Min siddefunktion er fortsat ikke blevet forbedret. De få gange hvor jeg har siddet længere end 30 min., har jeg ikke kunne sidde ned den efterfølgende dag.

Bliver udmattet efter besøg - mærkeligt blot fordi jeg så gerne vil være aktiv igen.

Min fysioterapeut oplyser at smerterne godt kan vare op til 6 måneder efter operationen.  

Lyset

Nu sker der mange fremskridt i min førlighed. Igennem den sidste uge har der været mange første gang.

1. set åbne vidder og hele himlen rundt omkring mig
2. gået rundt uden krykker i mit køkken
3. været ude af huset til fødselsdag
4. lavet middag til familien
5. siddet ned og spist
6. været inde i en butik

Men som min fysioterapeut siger: det er ikke gratis for kroppen at ligge i en skinne som træstamme i 8 uger.
Det koster! Mit knæ blev stift, ledbånd og sener forkortet. Det gør godt nok ondt at få bøjet knæet igen.
Det vil tage lang tid inden min krop har accepteret allograften og det skadet væv er helet.

Jeg har fået udleveret mange forskellige "puder" for at kunne komme til at sidde ned.
Det er stadig besværligt at sidde ned og altid kun i begrænset tid, og behageligt er det bestemt ikke.
Smerterne er de samme som hidtil som et stort åbent sår på baglåret, der mudrer, svier og niver, sædeknoglen gør ondt som efter en lang cykeltur. Smerterne er der hele tiden. Jeg kan ikke vide om
det er sådan det skal være, ingen ved det.

Jeg træner hver dag og det er rart at yde en aktiv indsats for at kunne blive bedre igen

Vilkårene er her efter 10 uger:
Jeg kan ikke sidde ned normalt, ikke bukke mig ned eller bøje mit knæ og hofte normalt.
Kan ikke sidde på et almindeligt toilet og behøver støtte for at kunne gå.

Men der er lys forude.

Slutningen af 9. uge

Nu sker der fremskridt:

1. Er kommet ind i en bil på forsædet og blevet kørt ned til vandet og igennem skoven.
2. Er nået ned til butikkerne der ligger ca. 2oo meter fra vor bolig, det tog en time.
3. Kan nu bade hver dag, og behøver ikke hjemmehjælp mere.
4. Er ude af boligen hver dag enten på en gåtur eller køretur.
5. Jeg kan sidde på specialpude med puder i ryggen i ca, 15 min., dette dog med smerter sv.t. sædeknoglen.

Genoptræning sker fortsat x 2 ugentligt hos fysioterapien. Træner hver dag herhjemme efter de instrukser
jeg får fra Bispebjerg Hospital. Mit knæ er godt nok blevet stift og mit baglår smerter konstant.
Træner liggende og stående, skal have hjælp til at løfte mit ben for at kunne bøje i hoften. Går med krykkestokke men jeg kan dog gå nogen skridt uden.

Men mere let om hjertet er jeg nu. Dagene er fortsat lange men bare det at jeg kan komme ud af huset
er en lettelse. Er dog fortsat afhængig af at nogen hjælper med dette. Men jeg er glad for at til min daglig pleje behøver jeg ikke at spørge om hjælp mere.

Genoptræning

Her slutningen af 9. uge er der focus på at kunne få min førlighed igen. Er på Bispebjerg hospital 2 gange om ugen og få nye instrukser.

Jeg forsøger at træne med at sidde ned hver dag i en stol med armlænd, en skråpude på sædet og 2 store faste puder i ryggen. Det er ikke nemt og gør ondt på siddeknoglen og ballen.
Endvidere træner jeg i at bøje mit knæ når jeg ligger ned. Jeg kan ikke bøje 90 grader men ca. halvejs er jeg nu. Jeg ligger på maven og bøjer mit ben bagud - der er jeg tæt på 90 grader. Står også op og trækker benet frem, ud til siden og bagud.

Jeg går hver dag ned af trappen og forsøger med normal gang at gå en strækning, lidt længere hver dag ca. 100 meter nu tror jeg.

Jeg kan nu med besvær ligge på begge sider i sengen og kan også komme rundt på maven.

Smerter er der hele tiden hver dag. Men jeg behøver ikke smertestillende. Det bider, niver og trækker i musklen, og jeg føler en pressen i hele låret.

Nu ser jeg frem til at kunne sidde i en bil så jeg kan komme ned og se vandet og til at kunne benytte
og sidde normalt på et toilet.

8 uger - skinne fri

Så kom den længe ventede dag, hvor min skinne skulle af. Igen var det med liggende transport til Bispebjerg Fysioterapi. Kunne selv komme ned af trapperne det er da en lettelse ikke at skulle bæres på en båre.
Var nervøs for dårligt nyt inden ankomst til Bispebjerg.

Fysioterapeuten fjernede skinnen og jeg blev instrueret i øvelser til genoptræning af mit ben. Derefter
gik jeg lidt rundt i lokalet en del lettere uden skinne og dejligt at være fri for skinnen.
Liggende transport hjem igen. Jeg skulle kunne sidde med skråpude men det er svært og gør ondt. Kunne ikke få noget på skrift omkring genoptrænings øvelser da dette ikke eksisterer til min operation. Godt min mand var med, der har en fotografisk hjerne.

Så fik jeg mit første dejlige lange brusebad i 8 uger, fik almindeligt tøj på og duftede godt.

Min førlighed er dog den samme, og jeg kan fortsat ikke komme ind i en bil. Er fortsat nødt til at blive i min bolig og kan ikke komme ud. Py ha det er et langt langt forløb.
Overraskende er det hvor lidt jeg vidste inden operationen, hvor det for mig drejede sig om jeg skulle tage imod operation eller ikke. Efterforløbet har været langt værre og jeg er omringet af uvished.

For 4 uger siden troede jeg at jeg ville kunne komme ud og spise en frokost, når skinnen var af.
For 2 uger siden vidste jeg godt at det kunne jeg ikke, men troede så jeg i det mindste ville kunne blive kørt i en bil ned til vandet. For 2 dage siden vidste jeg at det kunne jeg ikke, så brusebad og det at kunne bruge toilet forhøjeren efter 8 uger var ugens bonus. Og selvfølgelig at være skinne fri.

Slutningen af 7. uge

Om 4 dage skal min hofte skinne af. Glæder mig til ikke at skulle have den siddende omkring livet mere.
Jeg ved dog ikke hvad jeg kan forvente mig efterfølgende. Skal til fysioterapien der skal se i hvilken funktion jeg er i, og som jeg forstår udfra dette lægge et videre program.

Det er det mest udfordrende aldrig at vide hvad jeg kan forvente eller hvad fremtiden måske bringer.
Jeg kan kun håbe at det hele vil ende godt og tænkte at dette er mit "annus horribilis".

Jeg vil beskrive mine smerter hvis andre skulle opleve samme, så dette er ikke for at beklage mig.
Du føler en stikkende, bidende og nivende smerte sv. t. hasemusklen og omkring sædeknoglen.
Nogle gange er det den brændende smerte der er dominerende i hele min balde. Det er oftest når jeg
ligger ned. Jeg behøver ikke at spise smertestillende da smerterne ofte kun er af kortere varighed.

Jeg glæder mig fortsat over alle mine søde kollegaer og mine søde venner der forsøder mit liv på alle mulige
måder, jeg føler mig heldig og værdsat over den opbakning og omsorg jeg får.

Jeg glæder mig over min familie der stadig forsøger at yde deres bedste i denne absolut besværlige tid
ikke kun for mig men også for dem. Vort familieliv er ikke det samme, det hele drejer sig om mig.
Familien kan heller ikke leve livet som de plejer herhjemme. Intet er som det plejer. Familien savner også at
vi kommer tilbage til normale tilstande igen.

Begge ben på jorden

Så lykkes det her i 6. uge at stå med begge ben på jorden. Det er nu det sikreste og utroligt dejligt at kunne være oprejst og ikke stå og gynge. Fantastisk at der ikke var smerter når jeg støttede med benet.

Det kom der så senere. En brændende smerte så jeg ikke kunne sove en hel nat. Talte både med den vagthavende ortopædkirurg på Bispebjerg hospital samt fysioterapien. Kunne læse på nettet at brændende smerte var nervesmerter. Det var dog lokalt i min balle og strålede ikke ned i mit ben. Jeg skulle fortsætte med at bruge mit ben til smertegrænsen. Det har jeg så gjort hele denne uge.

Det var mærkeligt at ligge på sengen og fysioterapeuten bad mig bøje mit venstre knæ. Det kunne jeg
ikke. Min hjerne kunne ikke huske bevægelsen. Med hjælp kunne jeg dog kort efter bøje lidt i knæet.
Jeg skal træne denne bevægelse plus trække benet op bagud. Det har jeg svært ved.

Den 2. store ting var at jeg for første gang i 6 1/2 uge kom ud af mit hjem og var udenfor på gaden.
Det lykkes at få mig ned af trapperne og komme ud. Fantastisk selv at kunne komme ned af trapperne
selvfølgelig med støtte fra min mand.  Så nu har jeg 2. gange været på "gaden" i 30 graders varme.
Py ha det er varmt med skinnen der næsten "koger" omkring om livet.

Men nedtællingen er begyndt om 10 dage skal jeg have skinnen af. Uh glæder mig til at kunne komme i
bad og måske igen at kunne benytte et toilet.

Slutningen af 5. uge

Når du ikke kan klare dig selv og andre skal hjælpe dig er det nødvendigt at glemme de ting, der normalt betyder noget for dig. Hvis du godt kan lide at have orden omkring dig, og at have blomster stående rundt omkring skal alt dette glemmes. Det skal ned i en boks der ikke betyder noget.
Du må så glæde dig over alt det som er godt omkring dig. Så jeg glæder mig over at min familie er raske og jeg glæder mig over at jeg vil blive bedre og at jeg ikke er syg. Jeg glæder mig over at have fået hjemme besøg af min zoneterapeut 2 gange, og her 2. gang føltes mit ben mindre smerteforpint. Jeg vil glæde mig til selv at kunne bestemme hvornår jeg kan stå op og gå i bad, og ikke være afhængig af andres hjælp.

Men tiden i slutningen af 5. uge er sådan:

Jeg kan ikke gøre alle de ting der normalt glæder mig. Komme ud i naturen, lave dejlig mad og hygge
med familien, løbe eller cykle en tur i det dejlige vejr,dyrke combat, komme på ferie, besøge gode venner,
gå på arbejde, hygge rundt i byen og opleve ferie stemningen her i sommeren. Jeg kan ikke komme ned til stranden eller ud i skoven. Jeg kan ikke stå op tidligt som jeg plejer før resten af familien, hygge rundt lave morgenmad og læse avis. Gå i svømmehallen. Jeg kan ikke gå rundt og ordne mit hjem så her ser hyggeligt ud. Jeg kan ikke sætte mig ned og nyde sommeren.

Jeg kan læse, se fjernsyn og stå samt ligge ned. Jeg hopper stadig rundt på et ben med et stativ og er ved
at tude når jeg skal op om morgenen, da jeg næsten ikke har kræfter til dette mere. Det er hårdt hele tiden at skulle spørge om nogen fx. vil  hænge et håndklæde op, hente avisen i postkassen, flytte en ledning, bord eller stol så jeg kan komme forbi, eller lægge hynderne på plads i sofaen så jeg kan lægge ned der, eller hjælpe med tøjet, trusserne osv. Jeg kan ikke komme ud af min bolig.
Det er godt nok svært at se lyset forude.

Jeg har fortsat smerter i ben. Talte med fysioterapeuten på Bispebjerg Hospital der mente jeg skulle kontakte lægerne på Bispebjerg. Ringede dertil men alle er på ferie. Blev opfordret til at skrive en mail dertil, som kunne videregives til de 2 læger der var tilstede i denne uge. Har dog ikke hørt fra dem. Men tænker også hvad kan de gøre? Ville blot høre om smerten var forventelig også efter 5 uger. Der står i min journal at jeg må støtte på mit venstre ben efter 6 uger, så det kan jo være det af hjælper den konstante hævelse af mit ben. Der er nu 2 uger og 2 dage til at jeg må komme ud af min skinne. Men jeg har svært ved at se hvad fremtiden så bliver. Så skal jeg gå rundt med krykker og i hvor lang tid? Skal vel lære at sidde og gå igen, men hvor lang tider tager det? Jeg forventede at være retur på arbejde efter 3 måneder, men fysioterapeuten oplyser at det ikke er sikkert jeg vil kunne sidde ned i længere tid af gangen. Jeg ved ingenting og ved ikke hvad jeg kan forvente. Så ja det er svært at se lyset forude.

Afhængighed

At være fysisk afhængig af andre hele dagen er godt nok ikke sjovt. Jeg kan slet ikke klare min hverdag alene.Der er nu snart gået 5 uger men min dagligdag har ikke ændret sig. Mine fysiske muligheder er ikke blevet bedre og jeg hopper stadig rundt på et ben med mit stativ. Ligger kun ned og prøver at få tiden til at gå indenfor disse rammer. Har ikke været udenfor i 5 uger blot blevet luftet på min altan.

Min familie har travlt med at passe mig. Min mand er "hjemmehjælp, hjemmesygeplejerske, frisør,
kok, vaskekone" og jeg bliver passet, pudset og plejet. Jeg får dejlig mad hver dag og min mand
holder mit humør oppe.

Jeg glæder mig utroligt meget til at kunne komme i bad selv og vaske hår. Til at kunne se ordentlig ud en
hel dag - uden at have liggehår. Glæder mig til at have normalt tøj på og gå rundt helt normalt. Til at kunne sidde ned og nyde en middag i lang tid. Ikke mindst glæder jeg mig til at kunne komme ud igen. Men jeg har ingen tidshorisont andet end jeg forventer at komme ud af min skinne om 3 uger.

Som enebarn er du vant til at være alene, og jeg har absolut ikke problemer med at være i mit eget selskab. Har altid tusind ting jeg kan lave. Men når du ikke kan lave noget er tiden meget lang og så ved du at:

Vi er ikke noget i os selv, vi er også psykisk afhængige af hinanden og er kun noget i kraft af andre mennesker, det er vigtig at du har et liv med andre. Livet med andre mennesker er også afgørende for hvem du bliver til, vi kan jo både åbne og begrænse hinanden. Det drejer sig om at være sammen med andre mennesker som gør det muligt at blive det bedste du er og få det bedste frem i dig.

Snøft

Når jeg står op om morgenen behøver jeg hjælp til personlig toilette, kan ikke vaske mine ben, mit hår, min ryg, mine fødder. Får nu kun hjemme hjælp til dette hver anden dag. Jeg kan ikke selv hente kaffe fra vor kaffemaskine, kan ikke tage havregryn frem da jeg ikke kan nå dette. Ved frokost tid kan jeg ikke nå rugbrødet. Når jeg gerne vil ud på altanen står der stole i vejen eller jeg kan ikke åbne døren, når blomster krukken er blevet skubbet. Jeg kan ikke finde fjernsyns betjeningen, som er blevet brugt dagen før af resten af familien. Jeg kan ikke hente avisen i postkassen, som jeg jo ellers nu har hele dagen til at læse.
Jeg kan ikke tage et glas vand med ind i stuen eller en kop kaffe. Jeg kan ikke sidde ved computeren og ordne diverse ting. Når jeg har mit toilette besøg er det ikke altid det er lige vellykket under de muligheder jeg har. Så der kræves en del vask efterfølgende.

Når jeg vågner om morgenen har jeg ondt i ryggen, ondt i hovedet og mit ben er meget hævet. Det gør så ondt i mine håndflader pga. at jeg støtter mig på mit stativ. Hård hud er ved at komme frem men der er ikke nok endnu.

Så ja jeg kniber en tåre. Det er svært at være afhængig af andres hjælp og ikke kunne noget. Svært at bare vente og lave ingenting. Bange for fremtiden at det hele nu går godt, og at det var den rigtige beslutning jeg tog. Så ja jeg har tude dage.

Accept

I morgen er der gået 4 uger - forventer at få min skinne af efter i alt 8 uger.

Udfordringerne har fundet en løbevej i mit meget lille univers. Universet er begrænset til min bolig hvor jeg
har 3 liggende pladser at ligge på. Hopper fortsat rundt med mit stativ og hviler når mit højre ben er for hævet, eller det raske ben ikke orker mere. Men familie og bolig tilpasser sig langsomt min nye
tilstand.

Tiden går meget langsomt, der er masser af tid til fordybelse. Tiden som normalt flyver afsted.
En uge i ens arbejdsliv ligger du dårligt nok mærke til for slet ikke at tale om de længe ventede
weekender.Men jeg begynder langsomt at acceptere at vente på hjælp, at vente og ikke lave noget
men blot være tilstede.

Dejligt berigende er besøg fra kollegaer og venner, dejligt med tid til nærvær og nyheder
fra det pulserende liv. Dejligt når jeg næsten "glemmer" at jeg har skinnen på.

Er begyndt at drømme at jeg igen går ned af trapperne og kommer ud.

Sundhedsvæsenet i kasser

Kasse 1:

Det er besværligt for mig at komme til fysioterapien på Bispebjerg Hospital. Der skal benyttes en ambulance med 2-4 reddere, scop bræt og jeg skal bæres op og ned af trapperne. Jeg skal kun tilbringe ca. 30 min. på hospitalet for at regulere min skinne. Som udgangspunkt tager fysioterapien ikke på hjemmebesøg.
Heldigvis var Bispebjerg Hospital igen meget imødekomne efter at jeg skrev en mail til afdelingsledelsen med forslag om at jeg fik hjemmebesøg. Så denne kasse kunne godt få en ny facon og fysioterapeuten må komme hjem til mig i stedet for.

Kasse 2:

Jeg vil rigtig gerne have vasket hår hver dag. Det er besværligt i min nuværende situation så ok hver 2. dag kan gå. Da jeg har fået tildelt hjemmehjælp hver dag til den personlige hygiejne skal dette jo ordnes her.
Men ak - selvom du nu selv skal betale ca. 120,- kr i timen for hjemmehjælp kan du ikke bare forvente at der tid til alt. Der er jo kun sat 25 min. af til hjemmebesøg og så er der ikke tid til hårvask. Mente ellers at have fået fortalt fra kommunens visitator at besøgene ikke var tidsbestemt. Hm....! Jeg kigger nu lige på denne kasse.

Kasse 3:

Der var jo så også lige det issue med støttestrømpen, der heller ikke lige kunne blive tildelt. Dette kan kun
gives hvis du er berettiget til varig hjælp. Så mulig blodprop på vej eller ej, og du kan ikke selv komme ud af huset, hvis ikke du er tildelt varig hjælp, er det bare ærgerligt. Denne kasse kan ikke bøjes.

Kan forstå at hvis du er i transportbranchen at alt skal i kasser men sundhedsvæsenet, der har med individuelle mennesker at gøre med forskellige behov. Vi skal have lette bøjelige kasser der kan formes
efter det enkelte menneske i sundhedsvæsenet.

Reflektioner

Mit motto var: jeg tager det som det kommer og det skal nok gå.

Hm det har ændret sig lidt i disse uger. Det er svært at tage det som det kommer, men jeg tror da stadig på at det nok skal gå, og at det var den rigtige beslutning. 

Jeg kan ikke deltage i festlighederne her når min datter netop er blevet student. Det er ikke noget jeg kan acceptere, og jeg får ondt i maven når jeg tænker på hvad jeg ikke oplever. At se den helt specielle glæde i 

øjnene når huen kommer på, når vognturen starter osv. 

Emotionelt har det været at se studenterne her i kort tid og i næsten samme øjeblik blive konfronteret

med mulighed for at der er en blodprop i benet og at hele næste dag skal tilbringes på hospitalet.

At tage det som det kommer har ikke været muligt i den forgangne uge.

Det gode:

Dejligt har det dog været at kunne holde studenter reception med gode venners hjælp.

Helt uovertruffen er den support, opbakning og omsorg jeg får for venner og familie. Det gør at det

er muligt at få humøret op igen og at vide at det nok skal gå. 

At leve i nuet, ikke tænke på fortiden som man jo alligevel ikke kan ændre, og ikke tænke på fremtiden 

hvor man forsøger at forestiller sig konsekvenserne af en række forhold, som de ser ud lige nu, er også en livs holdning jeg har forsøgt at efterleve. Men tiden nu hvor nuet blot er ventetid på at få det bedre, gør at jeg tænker meget på fortidens gode oplevelser og glæder mig til fremtiden og til at få mit normale liv tilbage.

  

Udfordringerne

Der er fortsat mange udfordringer.

Håndfladerne er ømme pga. at jeg støtter mig til gangstativet. Fundet gamle handsker frem.
Blevet løsnet op med 20 grader, hvilket gør at jeg kan tage mit ben lidt mere frem og tilbage.
Været hos fysioterapien for at lære at gå på trapper med krykkestokke.

Hjemme kan det ikke lade sig gøre da jeg ikke kan bukke mig nok frem så jeg kan nå gelænderet at
støtte mig til. Så det er med liggende transport i ambulance når jeg skal hentes og hertil skal der bruges et scop bræt at bære mig på og 2-4 reddere til at udføre opgaven.

Hjemmesygeplejersken kommer forbi og opfordrer til støttestrømpe pga. hævet ben. Har allerede købt
en flystrømpe, men denne er åbenbart ikke nok. Jeg skal lave venepumpeøvelser og jeg giver den gas.
Forsøger forgæves at indhente denne støttestrømpe. Ringer til Bispebjerg hospital der henviser til egen
læge. Egen læge henviser til kommunalt regi der kun kan yde hjælp til varig hjælp. Ringer til Seniorshop
der kan tilbyde lange nylonstrømper.

Men hævelsen forøges og min egen læge kigger forbi. Min læge sørger for at få taget blodprøver og
desværre er D-dimer lettere forhøjet, så jeg skal undersøges for om der er blodprop. Får Innohep og
senere ultralyd af benet, som heldigvis er negativt.

Tænker at man måske skulle give Innohep i forbindelse med hoftemuskelruptur operation som der gives ved hofteoperationer.

Foto

Mit baglår 3 dage efter skaden

Skinnen sidder mere til venstre end billedet viser

Hjemmehjælpen/hjemmesygeplejersken

Bispebjerg Hospital havde arrangeret hjemmepleje og hjemmesygeplejerske besøg allerede næste dag.

Hjemmeplejen kom allerede om morgenen, og selvom jeg tudede blev jeg mødt af godt humør.
Jeg fik at vide at jeg skulle være stærk! - så det måtte jeg være. Skulle have hjælp til den personlige
hygiejne. Dejligt at dufte af sæbe og creme efter 2 dage. Dog ingen tid til hårvask denne dag.

Hjemmesygeplejen kom også denne formiddag for at se til sår og rette på hofteskinnen.
Familien fik travlt med finde løsninger til dagligdagen. Bispebjerg Hospital sørgede for at en visitator
kom forbi i den følgende uge for at afdække behovet for hjemmehjælp.

Havde fået fint med smertestillende hjem fra hospitalet, så smertemæssigt var det helt ok.
Var totalt sulten hele tiden , men maden smagte ikke. Fik mad første gang 2 dage senere og gjorde mit
bedste for at kunne begynde at spise igen. Medicinen gjorde mig sløv og stoppede min mave.

3 dage efter fik jeg vasket hår af min datter. Dejligt dejligt at dufte godt igen. Min påklædning var
skidt. Store hospitals underbukser som kunne komme ud over skinnen og en t-shirt der kunne skubbes
under skinnen.

6 dage senere blev jeg menneske igen. Min veninde købte nyt tøj til mig så jeg kunne være påklædt.
Store løse bukser og trusser der kan tages udover skinnen.
Hun var i senior shop og købe en kolbe til kvinder til at lade vandet i. Talte med hjemmesygeplejen
der foreslår oprejst stilling til den anden del mens du hang i stativet. Nævner dette hvis andre skulle
komme i samme situation.

Egen bolig

Næste dag om aftenen var jeg retur i egen bolig.

Min familie havde rykket soveværelset om, flyttet kommode og sengene. Der var kommet klodser under min
seng og jeg blev lagt i denne af Falck folkene.

Forinden havde jeg forberedt mig med at have min bærbare computer installeret ved sengen, og andre ting jeg skulle bruge i nærheden. Jeg havde købt smalle nemme løse bukser at tage på og T-shirts. Ingen af mine forberedelser nyttede noget. Jeg havde forestillet mig at jeg ville kunne gå på trapper med krykkestokke og kunne hoppe rundt også med krykkestokke. Troede jeg kunne bade og tage min skinne af under badningen.
Troede at jeg ville kunne klare mig selv med min families hjælp.

Virkeligheden var en anden. 

1. kunne ikke gå på trapper
2. kunne ikke benytte krykkestokke
3. kunne ikke bade i 8 uger, hofteskinnen måtte ikke tages af
4 .kunne ikke sidde på toilettet
5. kunne ikke få mit tøj på anden end t-shirts, da skinne og korset om mave fylder ret meget.

Jeg skulle

1. hoppe frem på 1 ben med gangstativ
2. kunne ikke komme ned fra 1 sal på trapper
3. ligge i sengen med bækken og stå med en pose som erstatning for toilet
4. stå op og spise på et ben med et fast greb i mit gangstativ
5. skulle etage vaske men kunne ikke bukke mig ned

Jeg var rigtig rigtig ked af og kunne ikke overskue dette. Kunne ikke se fjernsyn i stuen da vor sofa er for bred til at jeg kan komme op fra den. Kan kun ligge fladt ned med hovedpude mens jeg er på den bærbare computer. Kunne kun opholde mig på vor balkon i oprejst tilstand for at blive luftet lidt.

Det var ydmygende at stå op med en pose mellem benene og lade vandet, mens det løb ved siden af
ned af benene, jeg kunne ikke selv bukke mig ned og tørre det af. Det var ydmygende at at skulle ligge ned i sengen med et bækken og foretage den anden del af sagen. Det kunne jeg simpelthen ikke.
Det var grænseoverskridende at min familie skulle hjælpe med mit toilette. Jeg blev ked at det når jeg hele tiden skulle bede om hjælp til alt ting, hente vand, hente papir, hente medicin osv. Taber jeg noget skal jeg have hjælp.

Opmuntringerne var familien, kollegaerne og vennerne der alle skrev, ringede og sendte blomster og kom med gode råd.

Sammendagskirurgisk afdeling Bispebjerg Hospital

Jeg skulle jo forblive liggende indtil den nye skinne kom på. Havde lidt føleforstyrrelse i min højre hånd og en venflon i hver håndryg. Skulle ligge ned og indtage drikkelse og piller. Jeg spiser normalt aldrig piller og hvis det sker er det som brusetabletter. Nå den fobi blev hurtigt elimineret og pillerne blev spist liggende. Kunne dog ikke ligge ned og spise. Så drikke yougurt blev løsningen og karteter blev lagt til at klare denne udfordring.

Fysioterapien kom med ny hofte antilux.skinne der var mere forbrugervenlig end den første. Jeg blev instrueret i regimet. Du må kun stå og ligge ned. Ikke bøje dig forover og hoften må under ingen omstændigheder bøjes. Om 2 uger bliver skinnen der er låst i strakt stilling, låst op med 15 grader. Du må ikke støtte på benet før om 6 uger.Ud af sengen kunne jeg komme ved at ligge mig sidelæns i sengen, "krabbe" med armene ud til kanten, svinge begge ben ud samtidigt, bruge mine "mave bøffer" til at få mig op (bodycombat i 5 år har ikke været for ingenting), og herefter støtte mig til mit gangstativ(høj gangbuk inkl. kurv) på 4 ben. Derefter kan jeg støtte på et ben og hoppe frem med gangstativet. Jeg fik udleveret 1 træsko til hø. ben. Ergoterapien tilbød toiletforhøjer, skråpuder samt klodser til sengeben.
Udfordringen var så hvordan klarer du toiletbesøg når du ikke må sidde ned. Det blev en urinpose
(store til mænd) jeg fik med hjem samt et bækken til at klare den anden del liggende i sengen.

Hele plejepersonalet på sammendagskirurgien samt fysioterapien var meget engageret og ikke mindst extremt omsorgsfulde. Tak til jer !

Det blev en liggende hjemtransport, hvor ambulancefolkene benyttede et spineboard til at putte under mig, så de kunne bære mig op på 1. sal, vi bor i gammel villa uden elevator.

Operationen

Jeg besluttede at tage imod operation.

For at prøve at bevare roen og overblikket fokuserede jeg på:

1. Nærvær

2. Gik ofte i svømmehallen og cyklede lange ture for derigennem at benytte min gamle opladnings kilde i form     af fysisk aktivitet. 

3. Operationen skulle ikke fylde for meget i mit liv

4. Vejrtrækningsøvelser - trækker vejret helt ned i maven 

5. Mit motto er: Det skal nok gå - og jeg tager det hele som det kommer.

Jeg forsøgte nu at undersøge det efterfølgende forløb med genoptræning og forholdsregler. Men der var igen intet materiale at finde. Kontaktede fysioterapien der kun kunne oplyse at det var operatørerne der bestemte efterregimet. Jeg skulle helt sikkert have en hofteskinne på og måtte kun stå op eller ligge ned i 8 uger, dette var jeg blevet informeret om.

Operationen foregik på sammendagskirurgisk afdeling på Bispebjerg Hospital. 

Jeg var rolig hele dagen lige indtil jeg skulle gå ind på operationsstuen. Men hvor er det dejligt

med opbakningen, omsorgen og ikke mindst empatien. Glad for at anæstesien "snød" mig lidt

med narkosen inden jeg helt panikkede. Tak til anæstesien og hele operations teamet.  

Operationen gik godt.

Kom til mig selv i opvågningen hvor jeg som altid kunne høre min mands røst, der forsøgte at finde mig.

Herefter kom jeg retur til sammendagskirurgisk afsnit, normalt skulle jeg udskrives inden kl.17.30, men

den skinne jeg havde på var for stor, og jeg skulle forblive sengeliggende til næste dag. Skulle også tilses af 

fysioterapien og ergoterapien. Begge mine 2 operatører var forbi og jeg fik fyldestgørende forklaringer og informationer om forløbet. Tak til jer begge.

.

Beslutningen

Jeg skulle nu vælge hvilken af de 2 døre jeg ville åbne. Bispebjerg Hospital ville gerne have svar om jeg ønskede operation. Der skulle bestilles væv hjem.

Dør 1 - for operation:
Forventet sandsynlighed for bedring 50%, bedre stabilitet i bækkenet men smertemæssigt måske ikke den største forbedring.Flere læger har oplyst at jeg med stor sandsynlighed vil få det langt bedre og med held få et aktivt liv igen. Selvfølgelig med focus på at efterregimet (genoptræning og restriktioner) overholdes. De fleste læger ville selv tage imod operationen.De artikler jeg kunne læse fra udlandet anbefalede altid operation. Flere læger mente at der måske var 60% chance for forbedring.Både Bispebjerg Hospital og Aarhus Universitetshospital kunne oplyse at de havde udført 3-4 operationer indenfor de sidste 10 år.
Efterforløbet er ukendt. Jeg har fuld tillid til mine 2 operatører og vidste jeg ville være i de bedste hænder på Bispebjerg Hospital.

Resten af livet vil jeg aldrig kunne fortryde at jeg ikke forsøgte operation. Fra udlandet oplyses at der ubehandlet er noteret slingren ved gang, smerter ved trappegang, mistet ben kontrol, smertefuld krampe, besvær med at sidde. Endvidere nedsat livskvalitet hvis du hidtil har levet et aktivt liv.


Dør 2 - imod operation:
Risiko ved operationer som altid nerveskade og infektions risiko. Efterfølgende smerter i form af arvæv eller nervepåvirkning i efterforløbet. Og som altid lige den sætning der altid klinger i mine ører: "shit happens" også under operationer.

Hvis jeg forbliver ubehandlet ville smerten fortsat være den samme. Fornemmelsen af at benet slingrer og at jeg taber mit ben ville forblive uændret. Musklen ville tilpasse sig og der dannes arvæv. Måske ville jeg kunne genoptræne bedre og få en fornuftigere funktion af mit ben. Jeg kan cykle og gå til husbehov, svømme 1 km men efterfølgende have en pressen i mit ben,og ligeledes smerter sv.t. sæde knoglen og musklen ved cykling. Jeg ville ikke kunne trække benet tilbage.

Sidst men ikke mindst jeg er rædselsslagen ved tanken om at jeg skal opereres i. Har tidligere fået 2 kejsersnit samt anden operation med skjoldbruskkirtlen. Så jeg behøver ikke flere operationsindgreb i min krop.

Indsamling af viden

Jeg kontaktede selvfølgelig først min egen læge, der selvfølgelig også var ked at vi ikke havde opdaget skaden før. Min læge undersøgte via egne kanaler viden omkring denne skade.

Bispebjerg Hospital var hele tiden også meget imødekomne og jeg havde konsulation hos begge de 2 operatører der kunne udføre denne operation. Min mand var med hver gang. Det er altid godt at der er
2 der lytter. Vi opfanger jo kun ca. 80 ud af 100 ord, og sjovt nok er det ikke de samme vi hører.

Aarhus Universitetshospital kan også lave denne skade. Så jeg forhørte mig også her om for og imod
operation. Ligeledes Horsens Sygehus Idrætkirurgisk afdeling der også har erfaring i denne skade.
De fleste læger jeg talte med mente at jeg ville få god gavn af en operation.

Jeg fik henvisning til anden fysioterapeut end den oprindelige, og her fik jeg oplyst en anden vinkel på sagen.
Der var mulighed for at optræne de andre muskler, så jeg måske kunne komme til at løbe igen. Vi gik i gang
og faktisk efter et par uger kunne jeg mærke forbedring af den ikke eksisterende løbefunktion.

På nettet søgte jeg nu under "Proximale hamstring ruptures" i USA. Her var der helt andre meget
positive udfald fra diverse operationer , selv med  "delate surgery" Men igen var studierne ofte ikke fuldendte pga. operationen måske foregik i en stat og patienten efterfølgende genoptrænede i en anden stat.

Det første spørgsmål jeg stillede på Bispebjerg Hospital var:
Hvordan er erfaringer herhjemme og i udlandet og svaret var, der er ingen eller meget lidt.
Skaden er sjælden. Efter 1 måned kunne jeg jo godt forstå at sådan var det.

Tvivlen

Jeg blev godt nok ked af det efter denne tilbagemelding. Som udgangspunkt ønskede jeg ikke operation.Jeg havde jo min bevægelighed, men selvfølgelig var der jo en del ting jeg ikke kunne mere.

Hidtil havde jeg dyrket løb ca. 5-10 km ture, dyrket bodycombat 1-2 gange om ugen, ubesværet kunne cykle til arbejde 15 km. Siden jeg var 12 år har jeg altid været meget fysisk aktiv (håndbold,karate,fitness holdtræning) og har stortrives med dette. Følte at jeg var et helt menneske, når jeg bevægede mig, og ofte under mine løbeture kunne jeg komme ovenpå igen. Hvis jeg havde udfordringer i mit privatliv, arbejdsliv eller anden spidsbelastninger kunne jeg gennem en løbetur får fornyet energi og se livet på anden måde.

Så tvivlen kom, kunne jeg mon leve mit liv uden denne aktive del.

Jeg kunne nu også definere min fornemmelse i mit ben. Det slingrede når jeg gik. Det var jo klart, når jeg ikke var intakt mere. Under gang tabte jeg mit ben en gang imellem, og når jeg cýklede kom det ikke altid med. Jeg bestemte mig til at lave 2 døre.

For operation og imod operation.

Til denne beslutning behøvede jeg at indsamle viden. Talte med venner, familie og ikke mindst mine kollegaer (der alle også er indenfor sundhedsvæsenet). Begrænset tekst at finde på google omkring min situation: total afrivning af hasemusklerne med forsinket operationstilbud. Det var jo en fejl at jeg ikke blev henvist akut fra egen læge ved mine henvendelse,og at fysioterapeuterne heller ikke fattede mistanke. Hvis jeg straks havde fået en MR skanning havde skaden kunne påvises med det samme, og operations succes raten ville have været meget bedre. Det lærte jeg dog via nettet. Jeg kunne også erfare at det ikke var ualmindeligt at denne skade kunne forveksles med en fibersprængning. De små tekster der var at finde kunne oplyse at hvis skaden forblev ubehandlet, kunne dette medføre forringet livskvalitet, ischiassmerter og smerter ved toiletbesøg.

Så jeg lavede min sorte mappe til indsamling af viden og information.

Diagnosen

Jeg var til forundersøgelse og ultralyd af mit ben på Bispebjerg Hospital Idrætskirurgisk Enhed. Der blev her fundet mistanke om læsion af hasemuskler og jeg blev henvist til MR-skanning.

Jeg blev kontaktet af Bispebjerg hospital og fik svar på MR skanning. Der viste total afrivning af hasemuskulaturen for tuber ischii sv.t. semitendinosus og semimembranosus samt biceps femoris. Altså alle 3 vedhæftninger var revet fra. Senerne ligger 7-8 cm nede distalt for trochanter minor. Dvs. der skal bruges senetransplantat for at kunne få hasemuskulaturen fastsat igen på tuber ischii.

Ovenstående betyder at min hasemuskel har trukket sig sammen og ligger midt på baglåret. Der er ingen forbindelse til min sædeknogle. Da musklen har trukket sig sammen skal der bruges andet senevæv for at musklen kan nå op igen.

Jeg fik tilbud om operation og skulle melde tilbage om jeg ønskede dette.

Allerede næste dag begyndte min søgen på nettet efter viden og informationer men der var meget lidt at finde.

Skaden

Denne blog er oprettet, idet jeg har pådraget mig en total ruptur af mine hasemuskler proximalt. Dvs. alle 3 vedhæftninger er afrevet fra min sæde knogle i mit venstre ben. Igennem 1 måned forsøgte jeg at indhente information omkring denne sjældne skade på nettet.Det har været sparsomt og næsten umuligt for mig at indhente viden og information omkring denne skade.

Så hvis andre skulle ønske at kende til dette, deler jeg hermed mine oplevelser med jer i forbindelse med min skade.

Jeg var inviteret til et bowlingarrangement. Jeg gled i de glatte sko på bowlingbanen og mit venstre ben gled ud til venstre, og jeg fik en overstrækning af mit ben. Smerterne var voldsomme, og da mine venner forsøgte at flytte mig besvimede jeg kort varigt. De ringede efter en ambulance men Region Sjælland mente ikke dette var nødvendigt, det blev allerede på dette tidspunkt betragtet som en fibersprængning. Efter hjemkomsten blev jeg båret op på 1. sal af min familie. Kunne ikke støtte på benet.

Næste dag kunne jeg allerede støtte og gå med min farmors gamle stok. Næste dag igen kunne jeg bevæge mig rundt uden stok selvfølgelig med lidt halten. Jeg behandlede mig selv med RICE (rest-ice-compression-elevation) og smertestillende. På 2. dagen synes jeg alligevel jeg måtte søge læge, hvilket jeg gjorde. Diagnose: stor fibersprængning, henvisning til fysioterapi. Råd: gå så normalt som muligt. Var til fysioterapeut allerede 5 dage efter og blev behandlet med ultralyd, havde på daværende tidspunkt en blodansamling på omkring 10 cm. Synes dog at jeg var en del bevægelseshæmmet og hæmatomet var stort, så jeg kontaktede igen egen læge. Fortsat samme diagnose og råd om tålmodighed. I de 2 første måneder kunne jeg cykle og gå men ikke løbe. Jeg var efterfølgende 2 x mere til fysioterapi, men det var fortsat den samme behandling med ultralyd.

10 uger efter skaden besluttede jeg at nu skulle jeg tilbage til mit normale liv. Gik i fitness fik et genoptræningsprogram for hasemuskler lagt, cyklede ture på 10 km, gik lange ture. Havde smerter ved trappegang, efter cykling og gåturene. Havde svært ved at beskrive min fornemmelse i mit ben. Jeg tabte mit ben en gang imellem under gang, kunne ikke trække det tilbage, kunne overhovedet ikke løbe fx. efter toget. Besluttede at gå i svømmehallen og her kunne jeg svømme 1 km, men benet havde det selvfølgelig ikke godt resten af dagen. Altså søgte jeg læge igen.

Egen læge henviste mig til Bispebjerg Hospital Idrætskirurgisk Enhed.